Medierne omtaler i stigende grad dannelsen af et nyt russisk besættelseshærkorps, der skal operere i krigen mod Ukraine. Det meste af kommentarerne og diskussionen omkring dette nye 3. hærkorps drejer sig om tilgængeligheden eller manglen på ressourcer i Kreml til at fortsætte krigen.
Derudover diskuteres succesen eller fiaskoen med dannelsen af det nye hærkorps, dets kampevne, tidspunktet for dets overførsel til Ukraine og dets placering. Spørgsmålet er, hvor vil korpskommandoen og den faste placering være?
Hvad Rusland har gjort tidligere
Man får indtryk af, at 3. hærkorps blot er endnu en russisk besættelsesformation, der bliver oprettet til stationær indsættelse i de nyligt besatte områder i Ukraine. Ligesom 1. hærkorps i “DNR” og 1. hærkorps i “LNR” som blev etableret mellem 2014 og 2015.
Det er klart, at Kreml på nuværende tidspunkt ønsker at “fryse” krigen i det sydlige Ukraine og formalisere en ny status for Kherson- og Azov-regionerne. I dette tilfælde skulle enheder fra den 58. og 49. hær, der i øjeblikket kæmper der, vende tilbage til det nordlige Kaukasus, såvel som det 22. hærkorps på det besatte Krim. I stedet for disse enheder er det nødvendigt at grundlægge en ny formation i området. Og dette 3. hærkorps kunne være løsningen.
Transnistrien
Siden sovjettiden har hovedkvarteret for den 14. hær og den 59. motoriserede riffeldivision været placeret i Tiraspol. I april 1992, under konflikten i Transnistrien, erklærede Rusland sin jurisdiktion over disse tropper. De greb derefter ind i krigen mod Moldova på den transnistriske side. Og efter at en våbenhvile blev indgået i juli samme år, blev soldaterne fra den 14. hær i Transnistrien registreret som “fredsbevarende”. I 1995 blev den 14. hær omdannet til en operativ enhed i Transnistrien. De bliver der i dag.
Tjetjenien
Under den første tjetjenske krig i juni 1995 etablerede russerne kommandoen over den 58. hær på basis af det 42. hærkorps fra Nordossetien ved Khankala militærluftbase nær det besatte Groznyj. Dannelsen betød, at dele af den nye hær ville blive et stationært besættelseskontingent i det erobrede Itjkeria. Men Rusland tabte den krig og blev tvunget til at trække sine tropper tilbage fra republikken. 58. hærs hovedkvarter flyttede til Vladikavkaz, hvor det stadig er placeret.
I december 1999, allerede under den anden tjetjenske krig, oprettede Rusland den 42. motoriserede riffeldivision i den 58. hær i Khankala på basis af forskellige russiske enheder. Den 42. division spiller stadig rollen som besættelsesstøtte til Kadyrov-regimet. Nu kæmper denne division sammen med andre formationer af den 58. hær i Ukraine.
Sydossetien
Georgien mistede kontrollen over det meste af Sydossetien tilbage i 1991. Og fra det følgende år var et lille georgisk-russisk-ossetisk fredsbevarende kontingent stationeret i regionen. Under den russiske invasion i 2008 kæmpede enheder fra den 58. hær, inklusive den 19. motoriserede riffeldivision fra Nordossetien, i Tskhinvali. Efter Georgiens nederlag og Moskvas diplomatiske anerkendelse af det sydossetiske regime, forblev enheder fra den 19. division i regionen som en besættelsesstyrke.
I 2009 blev den 4. russiske militærbase oprettet på grundlag af den 19. division. Den 19. motoriserede riffelbrigade blev dannet på basis af enheder fra 19. division og indsat til Nordossetien. I 2020 blev brigaden omplaceret til den 19. motoriserede riffeldivision. I øjeblikket kæmper den besatte 4. militærbase fra Sydossetien og den 19. motoriserede riffeldivision fra Nordossetien i Ukraine.
Georgien tabte sin første krig i Abkhasien i efteråret 1993. Separatisterne modtog hybrid støtte fra både regulære russiske tropper og en broget gruppe af “frivillige”. Ifølge kapitulationsaftalerne har russiske fredsbevarende styrker bevogtet Abkhasiens østlige grænse siden 1994. På tærsklen til krigen i 2008 kom tre bataljoner af den 131. separate motoriserede riffelbrigade fra byen Maikop. Den samme Maikop-brigade blev besejret af tjetjenere på gaderne i Groznyj i januar 1995.
Sammen med separatistiske formationer deltog 131. infanteribrigade i augustkrigen mod Georgien. I 2009 blev brigaden reformeret til den russiske 7. besættelsesmilitærbase. I øjeblikket kæmper russiske soldater fra det besatte Abkhasien i Ukraine.
Krim-halvøen
Ifølge en aftale fra 1997 blev den russiske Sortehavsflåde skabt på basis af en del af Sovjetunionens Sortehavsflåde i Ukraine. Dannelsen af Sortehavsflåden på Krim omfattede en flådekommando, skibe med passende infrastruktur, en flådebrigade, to luftbaser og nogle andre enheder af kyststyrkerne.
Under erobringen af Krim hoppede størstedelen af den ukrainske flådes personel, især kyststyrkerne, af til russisk side. I 2017 blev det russiske 22. hærkorps dannet på basis af de gamle enheder fra Sortehavsflådens kyststyrker (undtagen marinesoldaterne) samt ukrainske forrædere. Det 22. hærkorps kæmper i øjeblikket på det ukrainske fastland.
Østukraine
Krigen i det østlige Ukraine var fra begyndelsen en stærk hybridkrig. Forskellige formationer, sammensat af forrædere fra de ukrainske sikkerhedsstyrker, eventyrere, lokale fjender fra Ukraine og russere samledes i regionen. Disse kom til at kæmpe med specialstyrkerne, paramilitære formationer (såsom kosakkerne) mod de ukrainske regeringsstyrker.
Senere blev større russiske enheder mere og mere aktivt involveret i fjendtlighederne mod Ukraine. Indtil 2022 nægtede Moskva imidlertid sin rolle og havde angiveligt ingen formelle forbindelser med pseudo-republikkerne DNR og LNR i Donbas.
Forstærket af instruktører blev russisk militærudstyr, specialister og forbindelsesofficerer således diskret indsat i regionen. Omkring 2014/2015 blev 1. hærkorps i “Donetsk-republikken” oprettet på grundlag af “Folkets hær”. Det 2. hærkorps i “Luhansk-republikken” blev oprettet på grundlag af “Sydøsthæren”. Efter omstrukturering blev nye bataljoner tilføjet, andre blev opløst og uenige officerer blev udrenset. I øjeblikket er 1. og 2. hærkorps fuldt integreret i de russiske væbnede styrkers kommandovertikaler, selvom de anses for at være af lavere kvalitet end andre landstyrker.
Sydlige Ukraine
Dannelsen af det nye 3. hærkorps foregår efter den “tjetjenske model”, ikke “Donbas-modellen”. Medierne nævner den nye 6. motoriserede riffeldivision, 72. infanteribrigade, 17. artilleribrigade, der er skabt specielt til 3. hærkorps. Men hærkorpset kan indikere en udvikling af “Donbas”-temaet for militæreventyret i Ukraine.
Meningen fra kolleger, der siger, at et hærkorps måske ikke er nok til at opretholde Kherson-regionen og Azov-regionen, er også legitim. Derudover har vi den besatte del af Kharkiv-regionen. Til gengæld har russerne ikke lovet nogen, at der ikke skulle oprettes yderligere 4., 5. eller andre besættelseskorps. Men de åbenlyse problemer med dannelsen af kun et tredje armékorps kunne rette op på den russiske stabs Napoleonske planer.
Maxym Majorov, ekspert ved Center for Strategisk Kommunikation og Informationssikkerhed.
Yderligere artikler af InformNapalm
- Besejret ruscisme – Et krigsforbrydelsesprojekt af InformNapalm
- Ukrainske aktivister offentliggør data om mere end 100.000 russiske soldater
- Den overraskende oprindelse af begrebet refleksiv kontrol
Distribution og genoptryk med henvisning til kilden er velkommen! Creative Commons – Attribution 4.0 International – CC BY 4.0. Følg os på Facebook og Twitter. Læs mere om hvordan Du støtter InformNapalm.
