• Forside
  • Kontakt os
  • Om InformNapalm
  • Privatlivspolitik
  • Sprogversioner
Language (dansk)
  • Українська (UA)
  • Русский (RU)
  • English (EN)
  • Deutsch (DE)
  • Français (FR)
  • Español (ES)
  • Беларуская (BY)
  • Български (BG)
  • Polska (PL)
  • Čeština (CZ)
  • Slovenský (SK)
  • Lietuvių (LT)
  • Latvijas (LV)
  • Nederlands (NL)
  • Português (PT)
  • Italiano (IT)
  • Svenska (SV)
  • Norsk (NO)
  • Dansk (DK)
  • ქართული (GE)
  • Română (RO)
  • Magyar (HU)
  • Ελληνικά (EL)
  • Deutsch (AT)
  • العربية (AR)
  • Türkçe (TR)
  • Azərbaycan (AZ)
  • Татарча (TAT)
  • 日本語 (JP)
  • 中文 (CN)
  • 한국어 (KR)

    Logo

    InformNapalm på dansk
    Navigation
    • Forsiden
    • Nyheder
      • Østlige Ukraine
      • Krim
      • Syrien
      • Verden
      • Analyser
      • Ekstra
    • Om InformNapalm
    • Kontakt
    • FAQ

    Ukraines udenrigsministers historiske tale i Nordisk Råd i Helsinki

    on 2026-10-29 | 0 Comment | Nyheder | Ukraine | Verden
    • ua
    • sv
    • no
    • dk
    • fi
    Ukraines udenrigsministers historiske tale i Nordisk Råd

    Ukraines udenrigsminister Andrij Sybiha har som den første ukrainske udenrigsminister holdt tale i Nordisk Råd. Talen blev holdt den 28. oktober 2026 i Finlands Riksdag i Helsinki. Sybiha fremlagde Ukraines syn på Europas fremtidige sikkerhedsorden og understregede behovet for et tættere forsvarssamarbejde mellem Ukraine og de nordiske og baltiske lande.

    Ukraine ønsker at skabe en strategisk akse fra Norden og Baltikum via Polen og Ukraine til NATO’s allierede ved Sortehavet. Samtidig advarer Sybiha mod Ruslands forsøg på at så splid mellem Europa og USA, skabe splittelse internt i EU og NATO og svække sammenhængskraften i de europæiske samfund. Han efterlyser også et stærkere europæisk forsvar og uafhængige kapaciteter til satellitkommunikation.

    Ukraine vil styrke forsvarssamarbejdet med Norden

    De nordiske lande skal have fortrinsret til at drage nytte af Ukraines kamperfaringer, militære ekspertise og teknologi. Samarbejdet åbner desuden muligheder for nordiske virksomheder i genopbygningen af Ukraine samt for nordisk deltagelse i missilforsvarsprogrammet FREYJA og fælles forsvarsprojekter.

    Ukraine ønsker også at blive fuldgyldigt medlem af forsvarssamarbejdet Joint Expeditionary Force (JEF). Et tættere samarbejde mellem Norden, Baltikum, Polen, Ukraine og NATO’s allierede ved Sortehavet kan være med til at styrke den europæiske sikkerhedsorden.

    Talen blev holdt under Nordisk Råds årlige session. Rådet samler parlamentarikere og regeringsrepræsentanter fra Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige samt repræsentanter for de selvstyrende områder.

    Ukraines udenrigsministeriums talsmand Heorhij Tychyj har offentliggjort talen på Facebook.

    In my address to the Nordic Council today, I said Europe needs a new vertical axis: Nordic-Baltic states, Poland, Ukraine and Black Sea NATO allies.

    Together, we can be one force that decides its own fate.

    I thanked our Nordic allies for their extraordinary support.

    A thread🧵 https://t.co/rjc9azs1Ks

    — Andrii Sybiha 🇺🇦 (@andrii_sybiha) October 28, 2026


    28. oktober 2026 – Helsinki, Finlands Riksdag

    Hr. præsident for Nordisk Råd! Ærede ministerkolleger! Ærede formand for Finlands Riksdag, ærede parlamentsmedlemmer! Kære venner!

    Det er en stor ære, både for mig personligt og for mit land, at få lov til at tale til dette højt ansete råd. Jeg står her foran jer som udenrigsminister for et land i krig, som en ven og som et menneske med en stærk tro på samarbejdet mellem Ukraine og de nordiske lande.

    Temaet for denne session er »Nordisk overordnet sikkerhed«. På dette område har vi meget at bidrage med. I dag vil jeg koncentrere mig om tre spørgsmål.

    For det første vores fælles værdier, og hvorfor vi kun kan komme igennem disse stormfulde tider med den særlige nordiske ånd, som kendetegner befolkningerne i Norden. Vi har alle noget at lære af jer.

    For det andet de konkrete fordele, som et partnerskab med Ukraine indebærer for jeres lande, deres sikkerhed og velstand.

    For det tredje Nordens sammenhold som grundlag for et stærkt Europa og et aktivt globalt nord.

    Nordens støtte og Ukraines kamp for frihed

    Jeg vil begynde med vores fælles værdier.

    Da præsident Zelenskyj i foråret 2022 talte til denne forsamling via videoforbindelse, sagde han: »Ligesom jer for 83 år siden har Ukraine modet til at forsvare sig.« Dengang befandt jeg mig ved hans side i en bunker 100 meter under jorden. Der var kun gået en uge, siden vi befriede Kyiv-regionen og den nordlige del af vores land. Kun en uge, siden vi havde været vidner til russernes frygtelige overgreb i Butja.

    Når jeg tænker tilbage på den tid, føler jeg, at det største mod fødes af den dybeste rædsel og smerte. Og at det største håb vokser frem af den dybeste fortvivlelse.

    Jeg er overbevist om, at tiden nu er inde til at genoplive ånden fra 2022. Vi befinder os i en situation, hvor vi har brug for fuld støtte og den størst mulige diplomatiske kraftanstrengelse. Ukraine ønsker at sætte en stopper for denne krig. Vi har realistiske løsninger. De nordiske landes stemmer er vigtige for at fremskynde fredsprocessen og få Rusland til forhandlingsbordet. Der kan være mange stemmer, men de må alle stå bag den samme linje. Vi sætter vores lid til jeres styrke og sammenhold.

    Denne krig har forandret alt. Den har vist os, hvad samarbejde virkelig betyder. Før krigen vidste vi ikke, hvad det ville sige at have ægte allierede. Nu ved vi det. Og i dag ser jeg dem foran mig. Jeg er ganske enkelt kommet hertil for at sige tak. Til jeres parlamenter. Til jeres regeringer. Til jeres befolkninger.

    I foråret 2022 henvendte præsident Zelenskyj sig til de nordiske parlamenter. Hans budskab til jer alle var helt klart. Han understregede, at Ruslands krig er et angreb på hele Europas frihed og sikkerhed, og at de nordiske lande forstår dette på baggrund af deres egne historiske erfaringer.

    Det gælder stadig. Helt ærligt behøver jeg ikke forklare jer noget. I ved alle, hvem russerne er, og hvilken trussel de udgør.

    Her i Finland bærer næsten hver eneste familie på sin egen smertefulde historie om krig, traumer og modstand. Det samme gælder Ukraine. I vores familier lever de smertefulde minder videre. Minderne om folkedrabet Holodomor. Om deportationen af krimtatarerne. Om Holocaust. Vores land har oplevet mindst tre folkedrab i løbet af det seneste århundrede. Og i dag har krigen ramt hver eneste ukrainske familie. Det gentager sig århundrede efter århundrede. Vi må bryde denne onde cirkel for at sikre vores fremtid i Europa. Og jeg mener, at vi allerede har gjort det. Vi har brudt cirklen.

    Finlands modstand og Ukraines frihed

    Vi ved, hvor frygtelig og ubærlig prisen for et nederlag er. Derfor værdsætter vi friheden så højt. Derfor kæmper vi for den, som om morgendagen måske aldrig kommer. Ukraine holder stand. For vores land og vores frihed, men også for jer og hele Europa.

    Vi har på mange måder ladet os inspirere af Finland og lært af jeres modstand. Af den finske sisu, jeres nationale særpræg og jeres evne til at modstå ethvert pres. De mest populære cocktails i vores land i 2014 og 2022 var molotovcocktails. Nu udkæmper vi vores egen vinterkrig og forsvarer vores egen Mannerheimlinje.

    Friheden ligger i både vores og jeres DNA. Ingen vil nogensinde kunne tage den fra os.

    Men der er også en stor forskel på det, der skete for 87 år siden, og situationen i dag. Vi er nemlig betydeligt stærkere nu. Vi har flere allierede. Og Kreml er i virkeligheden svagere. Jo skarpere dets udmeldinger bliver, desto dårligere står det.

    Der er endnu en forskel. Finlandisering er ikke en mulighed for Ukraine. Finland har selv lagt den bag sig ved at blive medlem af NATO. Vi vil aldrig acceptere nogen aftale på bekostning af vores suverænitet eller territoriale integritet.

    Når jeg taler om den nordiske karakter, mener jeg evnen til at opbygge nogle af verdens mest succesfulde lande under særdeles ugunstige forhold. I har skabt jeres velstand gennem hårdt arbejde og ved at overvinde utallige vanskeligheder. Det er i sig selv inspirerende.

    I den forstand er Ukraine et nordisk land. Ikke geografisk, men når det gælder værdier. Og her i denne højt ansete forsamling kan jeg bruge ordet »værdier«. Her har det stadig betydning, i modsætning til visse andre steder. Det er netop disse værdier, der danner grundlaget for vores fælles europæiske hjem.

    Fra støtte til forsvarspartnerskab

    Kære nordiske venner!

    Jeg er kommet hertil for at takke jer på Ukraines vegne. Men jeg vil også tale om de fordele, som et partnerskab med Ukraine kan give jer. Dermed kommer jeg til mit andet spørgsmål. Hvorfor har I brug for os, og hvad kan vi tilbyde jer?

    I dag udkæmper vi fremtidens krig. Den blodigste krig i Europa siden Anden Verdenskrig, den mest intense og teknologisk avancerede krig i menneskehedens historie. Ingen andre har den erfaring. Bortset fra … Rusland. Desværre lærer russerne også. Derfor må vi være to skridt foran.

    I dag kan jeg bekræfte, at I, vores nordiske allierede, vil få fortrinsret til at drage nytte af vores enestående kamperfaringer, vores viden og vores teknologi. Og det er kun rimeligt.

    Vi går fra støtte til partnerskab. Det betyder, at jeres virksomheder får fortrinsret i genopbygningen af Ukraine. Fortrinsret til at deltage i missilforsvarsprogrammet FREYJA. Fortrinsret til fælles forsvarsprojekter. Og på andre områder.

    Krigen har lært os meget. Hvordan man styrker modstandskraften i et helt land. Hvordan man decentraliserer energisystemet. Hvordan man vinder i den kognitive krigsførelse. Hvordan man hurtigt udbygger forsvarsindustrien. Hvordan man opbygger Europas mest kampduelige hær. Vi er parate til at dele disse erfaringer med jer, vores nordiske allierede, så I kan blive stærkere, tryggere og mere modstandsdygtige.

    Nordisk sammenhold og Europas fredsarbejde

    Ærede kolleger!

    Mit tredje spørgsmål i dag handler om Nordens sammenhold som grundlag for et stærkt Europa og et aktivt globalt nord. Eller det globale vest, som præsident Stubb kalder det.

    Dette århundredes største udfordring er at skabe dialog mellem det globale syd, øst, vest og nord. Men den dialog skal føres mellem ligeværdige parter. Og for at nå dertil må vi lægge vores uenigheder til side for et højere formål.

    Europa må påtage sig sin rolle i fredsprocessen, og nu er tiden inde til at definere denne nye rolle. Vi har brug for, at Europa får en ny rolle i fredsarbejdet. Vi må handle sammen. Og vi opfordrer til, at vi koordinerer vores indsats. Lad os koncentrere os om det, der forener os, ikke det, der skiller os ad.

    Der kan være mange stemmer, men det afgørende er, at de alle står bag en fælles linje. Det er lige så vigtigt i dialogen med Rusland, Kina, USA, Indien, Sydafrika og Brasilien.

    Vi må anlægge et meget realistisk syn på, hvad Moskva forsøger at opnå. Ifølge vores efterretningstjeneste er Ruslands strategiske mål at splitte os på tre niveauer.

    For det første vil Rusland så splid mellem Europa og USA. For det andet vil landet skabe splittelse mellem EU’s og NATO’s medlemslande. For det tredje forsøger Rusland at skabe modsætninger internt i de europæiske lande. Især i det kommende år, hvor mere end halvdelen af EU’s borgere vil deltage i valg.

    Venner, der findes kun ét effektivt svar. Over for disse tre forsøg på at splitte os må vi stille tre former for sammenhold. Sammenhold mellem Europa og USA. Sammenhold mellem EU’s og NATO’s medlemslande. Sammenhold i vores demokratiske samfund.

    En sikkerhedsakse fra Norden til Sortehavet

    Jeg tror fuldt og fast på en nord-sydgående akse, der forbinder de nordiske og baltiske lande, Polen, Ukraine og NATO’s allierede ved Sortehavet. Landene langs denne akse opfylder tre kriterier. De betragter friheden som den højeste værdi, har et realistisk syn på Rusland og tror oprigtigt på et stærkt og forenet Europa.

    Når vi begynder at betragte Europas politiske landkort fra dette perspektiv, vil vi få øje på mange nye muligheder. Lige fra at anerkende værdien af ukrainsk medlemskab af NATO og EU til konkret integration i Joint Expeditionary Force (JEF) allerede i dag. Og vi håber at kunne blive fuldgyldige medlemmer hurtigst muligt.

    Nu må det være slut med gråzoner. Slut med interessesfærer. Sammen må vi danne én samlet kraft, der selvstændigt kan bestemme sin egen skæbne. Det betyder, at vi må have vores egne kapaciteter til at beskytte vores luftrum og sikre vores kommunikation, også via satellit. Så ingen kan slukke for vores sikkerhed, vores frihed eller vores fremtid.

    Jeg er overbevist om, at den dag kommer, hvor vi genopretter en omfattende, retfærdig og varig fred i Ukraine og værner om sikkerheden i hele Europa.

    Og det bliver den dag, hvor vi alle kan løfte glasset og sige »Skål!«, »Kippis!« eller »Будьмо!«. Det er ligegyldigt, hvilket sprog vi skåler på.

    Tusind års fælles historie binder os sammen. I dag står vi over for de samme sikkerhedsudfordringer. Og foran os ligger en fælles fremtid præget af velstand, sammenhold og styrke. Lad os arbejde sammen om at gøre den til virkelighed.

    Tak for jeres opmærksomhed!

    Ære til Ukraine!


    Andre artikler fra InformNapalm

    • Ruslands skyggeflåde skifter flag og forfalsker positionsdata
    • Russisk desinformation spredes gennem falske nyheder og gengives af AI-tjenester
    • Sydkorea i konflikt med Ukraine, mens Nordkorea lærer af moderne krigsførelse

    InformNapalm på danskMaterialet kan frit deles og genpubliceres med kildeangivelse. Det er licenseret under Creative Commons Navngivelse 4.0 International (CC BY 4.0). Følg os på Facebook, X, Telegram og Slate (Sl8).

    InformNapalm modtager ikke økonomisk støtte fra nogen stat eller institutionel sponsor. Arbejdet finansieres udelukkende gennem frivillige bidrag fra enkeltpersoner og læsere. De, der ønsker at støtte arbejdet, kan bidrage med månedlige små donationer via platformen BuyMeACoffee.

    Tags: Andrij SybihaEuropæisk sikkerhedFinlandforsvarssamarbejdeFREYJAHelsinkiJEFJoint Expeditionary ForceNATONordenNordisk Rådnordiske landeRuslandUkraineUkraines udenrigsminister

    Recent Posts

    • ”Aktivka” for Rosatom: Spor af SVR i forberedelserne til en Paks II-demonstration i Ungarn

      2026-10-26 - 0 Comment
    • Ruslands skyggeflåde skifter flag og forfalsker positionsdata

      2026-10-22 - 0 Comment
    • #BabakovLeaks – Aleksandr Babakovs forbindelser til Frankrig og Ruslands indflydelsesnetværk

      2026-10-19 - 0 Comment

    Related Posts

    • #BabakovLeaks – Aleksandr Babakovs forbindelser til Frankrig og Ruslands indflydelsesnetværk

      2026-10-19 - 0 Comment
    • Alfa-Metals forbindelser til tidligere medlemmer af russiske specialstyrker

      2026-10-17 - 0 Comment
    • Russisk desinformation spredes gennem falske nyheder og gengives af AI-tjenester

      2026-10-12 - 0 Comment
    Comments are closed.

    Køb InformNapalm en kaffe
    Denys Ivashyn
    Database over russiske militærenheder, der deltager i invasionen i fuld skala

    Læs bogen Donbas i flammer

    Udforsk bogen “Donbas i flammer – Guide til konfliktområdet”, udgivet af Prometheus Center. Denne værdifulde ressource henvender sig til forskere, forsvarseksperter, journalister, diplomater og alle, der ønsker en dybere forståelse af krigen i det østlige Ukraine.

    Hent gratis PDF

    Nyheder fra Ukraine på dansk

    InformNapalm er en etableret online-ressource, der udgiver samlede fakta om Ruslands krig mod Ukraine, detaljer om de russiske besættere og nyheder om russisk hybridkrigsførelse. Ud over de indsamlede data behandles også videoer, fotos, satellitbilleder og sociale medier. Vores insiderkilder bag fjendens linjer spiller en vigtig rolle i vores arbejde. InformNapalms frivillige har udviklet en unik interaktiv database over russiske våbentyper og militære enheder, der er involveret i kampene i Ukraine. Faktatjek, verifikation, medieovervågning og bekæmpelse af russisk misinformation. Derudover informerer InformNapalm verden om det russiske regimes reelle rolle i de igangværende hybride konflikter i Georgien, Syrien og andre lande i Øst- og Centraleuropa og Mellemøsten. Find ud af mere om, hvordan Du kan støtte InformNapalm.

    CC BY 4.0 - Alt indhold er licenseret under Creative Commons 4.0 International License, hvis ikke andet er angivet i artiklen.

    Tags

    Donbas Donbass InformNapalm Krim NATO Nyheder fra Ukraine OSINT Rusland Syrien Ukraine
    • Forsiden
    • Privatlivspolitik
    • Kontakt os
    • Sprog
    © 2014–2026. InformNapalm. Alle rettigheder forbeholdes.