Refleksiv kontrol er en metode til at styre en modstanders beslutninger ved at påvirke de oplysninger og vurderinger, som ligger til grund for dem. Begrebet blev udviklet af sovjetiske forskere i 1960’erne, men princippet har klare lighedstræk med de metoder, som det amerikanske forbundspoliti FBI benyttede i sin gerningsmandsprofilering i 1970’erne. Den ukrainske analytiker Ljubov Tsybulska beskriver, hvordan teorien kom til at præge sovjetisk og russisk militær tænkning, og hvordan den kan bruges til at skabe frygt, forvirring og splittelse i Ukraine.
InformNapalm bringer en artikel af Ljubov Tsybulska, leder af analysegruppen for hybride trusler ved Ukraine Crisis Media Center. Artiklen blev oprindeligt offentliggjort på Uchoose.info og blev bragt af InformNapalm den 18. november 2020. Eksemplerne og vurderingerne skal derfor læses i lyset af forholdene, da teksten blev skrevet.
FBI og jagten på gerningsmændenes adfærdsmønstre
I 1970’erne oprettede det amerikanske forbundspoliti FBI en særlig enhed, der skulle udarbejde gerningsmandsprofiler. Tanken var enkel: Ved at undersøge de psykologiske profiler af dømte seriemordere og seksualforbrydere kunne efterforskerne afdække mønstre, som kunne bidrage til opklaringen af lignende forbrydelser. Ifølge de oplysninger, der gengives i den oprindelige artikel, udgjorde seriemord dengang omkring én procent af alle drab i USA.
Efterforskerne fandt flere fællestræk i gerningsmændenes adfærd. Nogle seriemordere havde seksuelle motiver, nogle valgte ofre fra deres egen befolkningsgruppe, mens andre tog ejendele fra deres ofre eller vendte tilbage til gerningsstedet for at genopleve drabet. Sådanne træk gjaldt ikke alle gerningsmænd, men de kunne give politiet holdepunkter for at forstå og forudsige den enkelte gerningsmands handlinger.
FBI ønskede at bruge denne viden til at lokke eftersøgte mordere frem, så de kunne pågribes. Dermed opstod også tanken om at samarbejde med medierne og bringe bevidst vildledende oplysninger for at fremkalde en bestemt reaktion hos den eftersøgte. John Douglas og Mark Olshaker beskriver dette arbejde i bogen Mindhunter, som også dannede grundlag for tv-serien af samme navn.
En grundlæggende idé bag gerningsmandsprofilering er at undersøge modparten grundigt, forstå vedkommendes tankegang og bruge denne indsigt til at påvirke adfærden. Efter min opfattelse er de metoder, FBI tog i brug, et godt eksempel på princippet bag refleksiv kontrol.
Vladimir Lefebvre og teorien om refleksiv kontrol
Sovjetiske forskere var imidlertid begyndt at undersøge refleksive processer systematisk omkring ti år før FBI udviklede sit arbejde med gerningsmandsprofilering. Psykologen og matematikeren Vladimir Lefebvre, der først arbejdede i Sovjetunionen og senere i USA, var en af grundlæggerne af teorien om refleksive spil. I 1960’erne formulerede han en definition af refleksiv kontrol:
“En proces, hvor den ene part overfører grundlaget for at træffe en beslutning til den anden part.”
Det skete midt under den kolde krig. Information var blevet en kampplads, hvor stormagterne forsøgte at overgå hinanden med påstande om teknologiske og militære fremskridt. Efterretningstjenesterne og medierne var vigtige redskaber. Både Sovjetunionen og USA ville demonstrere deres styrke, skræmme modparten og samtidig svække modstanderens økonomi ved at tvinge forsvarsudgifterne i vejret.
Sovjetunionen arrangerede blandt andet iscenesatte militærparader, som vestlige efterretningstjenester fulgte med i. Her blev der fremvist attrapper af ballistiske missiler med tilsyneladende enorme sprænghoveder. Formålet var at få Vesten til at overvurdere den sovjetiske missilkapacitet.
På den måde blev det tydeligt, hvor mange muligheder der fandtes for at manipulere en modstander. Målet med refleksiv kontrol er at ændre modstanderens adfærd, uden at vedkommende opdager, at beslutningen ikke er truffet på et frit og uafhængigt grundlag. Den, der bliver påvirket, kommer dermed til at træffe en beslutning til egen ulempe, ofte uden at opdage det, før det er for sent.
Først sovjetiske og siden russiske militærteoretikere har beskæftiget sig indgående med denne metode. Da jeg indsamlede materiale til artiklen, fandt jeg snesevis af publikationer fra sovjetiske og russiske militærteoretikere. Begrebet optræder også i strategiske dokumenter fra generalstaben i Ruslands væbnede styrker. Teorien omfatter også nøje tilrettelagte situationer, der skal få modparten til at reagere på en bestemt måde.
Refleksiv kontrol i russisk militærteori
I oktoberudgaven fra 2020 af det russiske forsvarsministeriums tidsskrift Vojennaja Mysl (Militær tænkning) behandles refleksiv kontrol i forbindelse med flådeoperationer. Tidsskriftet henvender sig blandt andet til højtstående officerer og undervisere ved militære uddannelsesinstitutioner.
I tidsskriftet beskriver sociologen Irina Sitnova psykiske og kognitive vanskeligheder, som kan opstå under flådeoperationer. En soldat kan få svært ved at koncentrere sig, opleve forbigående hukommelsestab eller glemme, hvad han skal gøre og i hvilken rækkefølge. Hun bruger også udtrykket “falsk idioti” om en tilstand, hvor soldaten ikke længere er i stand til at foretage enkle beregninger eller drage logiske slutninger. Ifølge Sitnova kan sådanne vanskeligheder ramme en hel skibsbesætning.
“Disse forhold giver os mulighed for at påvirke modstanderen. Vi kan få modstanderen til at misforstå vores handlinger, give ham et forvrænget billede af situationen på slagmarken, forstyrre beslutningsprocessen, få ham til at drage forkerte konklusioner, tilskynde til handlinger, der er ugunstige for ham, og lede opmærksomheden hen på problemer, som ikke har noget med kampopgaven at gøre. Refleksiv kontrol er altid forbundet med ubevidste processer.”
Sitnova fortsætter med at beskrive de virkemidler, der kan anvendes:
“List og camouflage, styrkedemonstrationer, øget militært beredskab eller flytning af styrker til kriseområder, desinformation, spredning af rygter og stemninger, som skaber panik, samt handlinger fra soldater, politifolk eller sikkerhedsstyrker, som vækker fordømmelse i samfundet.”
Pointen er ikke blot at give modstanderen forkerte oplysninger. Informationen og handlingerne skal få modstanderen til selv at vælge en fremgangsmåde, som tjener angriberens interesser.
Den vestlige parallel – påvirkning af virkelighedsopfattelsen
En vestlig parallel til refleksiv kontrol er det, der på engelsk kaldes perception management, altså påvirkning af menneskers opfattelse af en situation. I dokumenter fra USA’s forsvarsministerium beskrives dette som tiltag rettet mod udenlandske målgrupper. Her ser jeg en væsentlig forskel mellem den amerikanske og den russiske tilgang. Kreml anvender refleksiv kontrol både i udlandet og over for sin egen befolkning.
Det amerikanske udgangspunkt indebærer også, at modparten betragtes som et selvstændigt handlende subjekt, mens russiske militærteoretikere ofte omtaler modparten som et objekt for påvirkning. Rusland anvender sådanne metoder, uanset hvordan forholdet til det pågældende land er. Også stater, der mener at have et venskabeligt forhold til Rusland, kan dermed blive mål for operationer med refleksiv kontrol.
I amerikansk faglitteratur omtales perception management ofte i forbindelse med strategisk kommunikation og offentligt diplomati. Efter min vurdering lægger den amerikanske tilgang større vægt på blød magt og mindre på aggressiv undergravende virksomhed. FBI har desuden regnet udenlandsk påvirkning af virkelighedsopfattelsen som en af otte centrale trusler mod USA’s nationale sikkerhed, sammen med blandt andet terrorisme, angreb på kritisk infrastruktur og spionage.
Brigadegeneral Matteo Martemucci, der har haft efterretningsopgaver i USA’s cyberkommando, giver et enkelt eksempel fra soldaternes hverdag. En soldat, der kender lokale skikke og det politiske klima, kan tage solbrillerne af, når han taler med lokalbefolkningen. På den måde kan han modvirke forestillingen om, at amerikanske soldater er følelsesløse robotter, som folk bør holde sig på afstand af.
Eksemplet viser, at påvirkning af virkelighedsopfattelsen ikke nødvendigvis handler om hemmelige operationer eller falske nyheder. Selv en lille handling kan have betydning for, hvordan en militær styrke bliver opfattet.
Medierne som redskab til psykologisk påvirkning
Martemucci fremhæver også et eksempel fra Libanon i september 2006. Ifølge hans fremstilling placerede Hizbollah ligene af kvinder og børn på et sted, hvor israelske kampfly tidligere havde angrebet et militært mål. Formålet skulle have været at skabe indtryk af, at Israel med vilje havde angrebet uskyldige civile.
Ifølge Martemucci blev billederne bragt i internationale medier og bidrog til en omfattende fordømmelse af de israelske luftangreb. Han mener, at Hizbollah på den måde brugte medierne til at forstærke virkningen af sine militære og psykologiske operationer. Der er tale om Martemuccis egen fremstilling og ikke om en uafhængigt bekræftet redegørelse for alle hændelsens omstændigheder.
Propaganda og nye muligheder for påvirkning
Den britiske forsker Philip Taylor sidestiller i vid udstrækning perception management med propaganda. For mange mennesker har ordet propaganda en stærkt negativ klang, og derfor forsøger man ofte at undgå det. Taylor mener imidlertid, at propaganda grundlæggende er et værdineutralt begreb: en proces, hvor nogen søger at overbevise andre til fordel for den, der står bag påvirkningen.
USA’s forsvarsministerium har også anvendt en sådan forståelse. Her beskrives propaganda som kommunikation, der skal støtte nationale mål ved at påvirke en gruppes meninger, følelser, holdninger eller adfærd til fordel for afsenderen.
Den teknologiske udvikling, navnlig fremkomsten af sociale medier, har givet refleksiv kontrol nye muligheder. Vores gruppe for analyse af hybride trusler ved Ukraines krisemediecenter har observeret, at ukrainske politiske ledere i flere tilfælde har truffet beslutninger på grundlag af desinformation, som blev spredt i Telegram-grupper. Dette var særligt aktuelt i perioderne før og efter valg.
Psykologiske spil, udmattelse og demoralisering
Når refleksiv kontrol rettes mod civilbefolkningen, er udmattelse og demoralisering blandt de farligste virkemidler. I det russiske tidsskrift Vojennaja Mysl understreges også betydningen af psykologiske spil. De beskrives som et samspil mellem den, der udøver påvirkningen, og den, der bliver påvirket, efter regler, som begge parter anerkender.
To af de nævnte spil fangede især min opmærksomhed: “uorden” og “absurditet”. Begge har til formål at skabe kaos gennem en vedvarende følelse af uretfærdighed. Det er værd at understrege, at disse betegnelser ikke stammer fra Eric Bernes kendte bog Games People Play. De optræder i en publikation beregnet til Ruslands øverste militære ledelse.
Ukraines nyere historie rummer mange eksempler på denne form for påvirkning. Jeg vil fremhæve to tilfælde, hvor det russiske scenarie efter min vurdering udspillede sig næsten som efter en drejebog.
Ilovajsk i 2014 – omringning og informationskaos
Under kampene ved Ilovajsk i 2014 meldte russiske medier gentagne gange, at ukrainske enheder var blevet omringet. Det russiske udtryk “kotel”, der betegner en omringet militær styrke, blev taget op af ukrainske medier og senere brugt af ukrainske politikere. Panikken bredte sig i landet.
Familier og venner ringede til soldaterne ved fronten og opfordrede dem til at flygte, forlade deres stillinger og undlade at følge ordrer fra deres overordnede. Informationskaosset svækkede den ukrainske side yderligere. Efter min vurdering bidrog denne påvirkning til, at situationen kom ud af kontrol.
Russiske styrker lovede en sikker passage, hvor de ukrainske soldater kunne trække sig tilbage, men åbnede ild mod dem, da de forsøgte at forlade området. Ifølge det tal, der gengives i originalartiklen, blev omkring 300 ukrainske soldater dræbt.
Novi Sanzjary i 2020 – frygten for coronasmitte
I Novi Sanzjary i Poltava-regionen modtog indbyggerne i 2020 breve og meddelelser, som tilsyneladende kom fra de centrale myndigheder. Her blev det hævdet, at ukrainske statsborgere, som skulle evakueres fra Kina til byen, var smittet med covid-19.
Frygten for den dengang næsten ukendte sygdom fik folk på gaden. Demonstranter kastede sten mod busserne, der transporterede de evakuerede. Billederne af angrebene gik verden rundt. Russiske medier spredte billederne vidt og bredt og forstærkede dermed fortællingen om Ukraine som en svag og tilbagestående stat uden institutioner, der var i stand til at opretholde orden.
Efter min vurdering viser også dette tilfælde, hvordan frygt og følelsen af uretfærdighed kan få mennesker til at vende sig mod deres eget samfund. Det betyder dog ikke, at alle dele af hændelsesforløbet dermed er dokumenteret som resultatet af én koordineret russisk operation.
Når påvirkningen vender samfundet mod sig selv
I begge tilfælde blev vreden og følelsen af dyb uretfærdighed rettet mod ukrainerne selv og ikke mod den ydre fjende. Også russiske militære forfattere har behandlet denne virkning. Efter min vurdering blev mange ukrainere overbevist om, at landets politiske og militære ledelse var selve årsagen til problemerne. I virkeligheden var myndighederne, ligesom resten af samfundet, også udsat for påvirkning.
Kaos kan skabes gennem et vedvarende informationspres, en overvægt af negative nyheder og en politisering af alle sider af hverdagslivet. Det svækker tilliden til institutionerne og fremkalder konflikter og splittelse. Jo mere splittet samfundet bliver, desto større fordel får modstanderen. Dette er særligt alvorligt for Ukraine, hvor den ydre russiske aggression kommer oven i interne modsætninger mellem prorussiske og proukrainske grupper.
En stadig kamp for “retfærdighed på alle fronter” kan give mennesker en følelse af nederlag og håbløshed. Med tiden kan det lamme evnen til at gøre modstand. De, der forstår at disponere deres kræfter og bevare overblikket, står stærkere.
Når alt omkring os ser ud til at bryde sammen, bør vi standse op og spørge os selv, hvem der kan have interesse i at skabe en sådan situation. På statsligt plan må vi undersøge fjenden lige så systematisk, som fjenden undersøger os. Ukraine har begrænsede ressourcer til offensive operationer. Men ved hjælp af refleksiv kontrol kan vi alligevel overraske angriberen på dennes eget territorium.
Tekst: Ljubov Tsybulska, leder af analysegruppen for hybride trusler ved Ukraine Crisis Media Center. Artiklen blev oprindeligt offentliggjort på Uchoose.info og blev bragt af InformNapalm den 18. november 2020.
Andre artikler fra InformNapalm
Materialet kan frit deles og genpubliceres med kildeangivelse. Licenseret under Creative Commons Navngivelse 4.0 International (CC BY 4.0). Følg os på
Facebook, X, Telegram og Slate (Sl8).
InformNapalm modtager ikke økonomisk støtte fra nogen stat eller institutionel sponsor. Arbejdet finansieres udelukkende af frivillige bidrag fra individuelle frivillige og læsere. Den, der ønsker at bidrage, kan gøre det gennem månedlige mindre donationer via platformen BuyMeACoffee.
