Krigen i Ukraine viser et tydeligt teknologisk mønster. Når en ukrainsk forsvarsmetode bliver tilstrækkeligt effektiv, tilpasser Rusland sine systemer og sin taktik til de ukrainske modforanstaltninger.

Russiske angrebsdroner udvikler sig hurtigt

Ukraine har i de seneste år opbygget et omfattende forsvar mod propeldrevne angrebsdroner af typerne Shahed-136 og Geran-2. Det omfatter blandt andet luftforsvarsmissilsystemer, mobile luftværnsenheder, elektronisk krigsførelse, kampfly og interceptordroner. Rusland svarer igen med hurtigere og teknisk mere avancerede angrebsdroner.

Ukraines militære efterretningstjeneste HUR beskriver den jetdrevne Geran-4 som et direkte svar på den stigende effektivitet af ukrainske interceptordroner. Geran-4 er ikke blot en ældre konstruktion, der efterfølgende er blevet forsynet med en jetmotor. Dronens konstruktion er udviklet til væsentligt højere hastigheder.

Geran-5, som Rusland allerede har anvendt mod Ukraine, viser, hvilken retning udviklingen bevæger sig i. Dens marchhastighed angives til 450–600 kilometer i timen, sprænghovedet til omkring 90 kilogram, rækkevidden til op mod 950 kilometer og den maksimale flyvehøjde til seks kilometer. Systemet er udstyret med satellitnavigation, der er modstandsdygtig over for elektronisk jamming, telemetrioverførsel og et modem til kommunikation i mesh-netværk.

Højere hastigheder, større sprænghoveder og mere robuste navigationssystemer gør grænsen mellem engangsangrebsdroner og relativt billige krydsermissiler stadig mere flydende.

Interaktive modeller af Geran-4 og Geran-5 indgår i materiale fra Ukraines militære efterretningstjeneste og War&Sanctions.

Russisk jetdrevet angrebsdrone af typen Geran-5 den 9. maj 2026. Kilde: OTS LIVE og Militarnyi.com.

Europa skal forberede sig på næste generation af dronetrusler

Europa risikerer at begå en alvorlig fejl, hvis luftforsvaret tilrettelægges efter den russiske taktik, Ukraine stod over for for to eller tre år siden, eller efter de systemer Rusland anvender i dag. Anskaffelse af militære systemer tager ofte flere år, mens ubemandede systemer ved fronten kan ændres i løbet af få måneder. Et system, der i dag fungerer godt mod en langsom drone, kan derfor allerede være udviklet til en forældet trussel, når det bliver indført i større skala.

Planlægningen for 2026 og 2027 bør derfor tage udgangspunkt i den retning, de russiske systemer udvikler sig i, frem for i enkelte modeller som Geran-4 eller Geran-5.

Udviklingen omfatter flere områder:

• Højere hastigheder, større flyvehøjder og tungere sprænghoveder
• Mere autonom navigation og forbedret målgenkendelse
• Større modstandsdygtighed over for elektronisk krigsførelse og tab af satellitsignaler
• Koordineret brug af forskellige dronetyper, lokkemål og missiler i samme angreb
• Kortere tid mellem målopdagelse og bekæmpelse på begge sider

Ikke alle fremtidige systemer vil have samtlige egenskaber på én gang. Det afgørende er udviklingsretningen og den hastighed, hvormed Rusland ændrer sine systemer.

Tid bliver den afgørende faktor i luftforsvaret

Det er ikke nok at kunne bekæmpe et hurtigt mål. Det skal også opdages tidligt nok. Jo hurtigere et missil eller en drone bevæger sig, desto mere kritisk bliver hvert sekund, der går tabt mellem opdagelse og bekæmpelse. For fremtidens luftforsvar bliver det derfor afgørende, hvor meget tiden fra den første registrering af et mål til selve bekæmpelsen kan reduceres.

Hele forløbet fra opdagelse og klassificering over beslutning og måltildeling til bekæmpelse skal foregå så hurtigt som muligt. Radar alene er ikke tilstrækkeligt. Data fra radarer, optiske og akustiske sensorer, luftbårne systemer, satellitter og andre informationskilder skal samles i et fælles situationsbillede. Informationen skal derefter uden forsinkelse sendes videre til det våbensystem, der hurtigst og mest omkostningseffektivt kan bekæmpe målet.

En større del af informationsbehandlingen skal automatiseres. Mennesket vil fortsat spille en afgørende rolle i beslutningsprocessen, men opgaver, som tekniske systemer kan løse på brøkdele af et sekund, bør ikke være afhængige af manuel behandling. Ukraine befinder sig allerede midt i denne teknologiske omstilling.

NATO råder over langt større kapaciteter inden for efterretning, overvågning og rekognoscering end Ukraine. Det gælder blandt andet satellitrekognoscering, luftbåren overvågning, signalefterretning, AWACS, moderne kampfly og en omfattende kommunikationsinfrastruktur. Det afgørende er, hvor hurtigt informationerne kan analyseres og omsættes til beslutninger og militær handling.

Russiske missiler og droner kan slås ud, før de bliver sat ind

Selv et meget effektivt luftforsvar reagerer først, efter at Rusland har produceret et missil eller en drone, transporteret det til operationsområdet, gjort det klar og sat det ind. Ved massive angreb skal forsvareren opdage og bekæmpe hundredvis eller tusindvis af indkommende mål. Samtidig kan Rusland øge produktionen og løbende lede efter billigere måder at overbelaste luftforsvaret på.

Forsvaret mod luftangreb bør derfor ikke begrænses til mål, der allerede befinder sig i luften. Præcisionsangreb kan rettes mod de dele af det russiske militærsystem, som gør sådanne angreb mulige. Det gælder blandt andet produktionsanlæg for missiler og droner, lagre, affyrings- og opsendelsessteder, støtteinfrastruktur, militær logistik, kommandocentre samt de enheder, der forbereder og gennemfører angrebene.

NATO er allerede i gang med at opbygge sådanne kapaciteter. På allianceniveau er der en erkendelse af, at den voksende trussel fra langtrækkende angreb ikke alene kræver et effektivt luft- og missilforsvar, men også evnen til præcist at ramme militære mål på stor afstand. I 2026 iværksatte de allierede multinationale projekter med henblik på at udvikle landbaserede langtrækkende præcisionsvåben og angrebsdroner til operationer over store afstande.

Et enkelt luftforsvarssystem kan normalt kun bekæmpe et begrænset antal indkommende mål. Hvis et vigtigt militært knudepunkt derimod slås ud, før det næste angreb bliver forberedt, kan langt flere missiler og droner forhindres i overhovedet at blive sat ind.

NATO udvikler kapaciteter til præcisionsangreb mod mål på stor afstand som supplement til luft- og missilforsvaret. Kilde: Nato Multinational Capability Cooperation.

Rusland forsøger at svække Europas forsvar før en åben konflikt

Rusland har længe anvendt princippet om at ramme militære kapaciteter, før de kan komme i brug. Missiler, droner og den nødvendige infrastruktur kan angribes, inden våbnene bliver sat ind. Det samme princip kan rettes mod Europas forsvarsevne gennem angreb på eller forstyrrelse af forsvarsproduktion, logistik og infrastruktur.

Natten til den 31. august 2026 opstod der brand hos WB Electronics i den polske by Skarżysko-Kamienna i Świętokrzyskie-regionen. Virksomheden er blandt Polens større producenter af forsvars- og dronesystemer og fremstiller blandt andet komponenter til FlyEye og Warmate.

Den polske anklagemyndighed fastslog, at branden var blevet påsat forsætligt ved hjælp af en anordning med letantændeligt materiale. Der efterforskes mistanke om arbejde for en udenlandsk efterretningstjeneste samt forbrydelser med forbindelse til terrorisme. På tidspunktet for offentliggørelsen var russisk involvering i netop denne hændelse ikke officielt fastslået.

I andre sager findes der tydeligere tegn på formodede russiske sabotageaktiviteter. Eurojust oplyste i marts, at 22 personer i Litauen og Polen mistænkes for at have arbejdet for den russiske militære efterretningstjeneste. Efterforskningen omfatter pakker, der selvantændte og forårsagede brande i logistikanlæg i Tyskland, Polen og Storbritannien.

Russiske aktiviteter retter sig desuden mod fabrikker, transportruter og anden infrastruktur, der er afgørende for forsyningen af NATO-landenes væbnede styrker med våben og militært materiel. Angreb på disse strukturer kan svække Europas forsvarsevne længe før en åben militær konflikt mellem Rusland og NATO bryder ud.

Ukraine bidrager allerede til Europas forsvar

NATO behøver ikke vente på et direkte russisk angreb mod de baltiske lande, Polen eller et andet medlemsland, før russisk militær infrastruktur bliver relevant. Hvis russiske missiler og droner i stor skala bliver sat ind mod byer i NATO-lande, vil europæiske regeringer skulle træffe beslutninger om angreb på russiske militære mål under helt andre politiske og militære forhold.

Noget af dette kan allerede gøres i dag ved at styrke Ukraines evne til at ramme russiske militære mål på stor afstand. Ukraine kæmper mod det samme russiske militærindustrielle kompleks, som i en fremtidig konfrontation vil kunne producere missiler, angrebsdroner og andre våben til brug mod NATO. Støtte, der gør Ukraine i stand til at gennemføre sådanne præcisionsangreb, bidrager derfor samtidig til Europas forsvar.

Et russisk missil eller en drone, der bliver ødelagt på et militært lager, skal senere ikke bekæmpes over Kyiv eller en anden by i Ukraine eller EU. Våbnet kan heller ikke oplagres til en fremtidig krig. Hvis militær produktionskapacitet ødelægges, må Rusland bruge tid og ressourcer på at genopbygge den i stedet for at fortsætte med at øge sine lagre.

Hvis forberedelserne til et større angreb forstyrres eller standses, kan snesevis eller hundredvis af missiler og droner aldrig nå at blive sat ind. Et stadig dyrere luftforsvar kan derfor ikke alene håndtere den russiske trussel. Ruslands evne til at producere, oplagre, anvende og styre missiler og droner må også begrænses.

Rusland anvender allerede denne tilgang til at svække Europas forsvarsevne før en åben konflikt. For europæisk forsvarsplanlægning betyder det, at beskyttelsen af egen forsvarsindustri og logistik bør ses i sammenhæng med luftforsvaret og støtten til Ukraine.

Europa skal lære af Ukraines erfaringer

Ukraine betaler en høj pris for de erfaringer, landet gør sig i denne krig, og tilpasser løbende sit forsvar til nye trusler. For NATO er spørgsmålet, hvor hurtigt disse erfaringer kan indarbejdes i planlægning, anskaffelser og teknologisk udvikling. Droneteknologien udvikler sig hurtigere end mange traditionelle militære anskaffelsesprocesser.

Ruslands aktiviteter i Europa bør samtidig ses i sammenhæng med krigen mod Ukraine. Forsøg på at ramme produktion, logistik og infrastruktur, før våbnene når frem til slagmarken, følger den samme militære logik som angreb på missiler, droner og andre militære kapaciteter, før de bliver anvendt. Hvis Ukraine får mulighed for at bruge Starlink til droneoperationer over russisk territorium, adgang til våben med større rækkevidde og færre politiske begrænsninger på angreb mod russisk militær infrastruktur, vil det styrke landets evne til at ramme russiske militære mål på stor afstand.

Det er langt billigere og sikrere at slå affyringssystemer, lagre, kommandocentre og produktionsanlæg for missiler og droner ud – herunder Alabuga i den russiske republik Tatarstan – før hundredvis eller tusindvis af disse våben bliver sat ind. Det kan mindske risikoen for, at de baltiske lande, Polen og andre lande på NATO’s østflanke i fremtiden kommer til at stå over for de samme problemer, som Ukraine allerede står over for.

Af Andrij Lisitsyn for InformNapalm.