Krigen mellem Ukraine og Rusland drejer sig ikke kun om territorier og militære operationer. I denne artikel præsenterer Roman Burko, grundlægger af det internationale frivillige efterretningsnetværk InformNapalm, sin analyse af konflikten og dens konsekvenser for mennesker i Ukraine, de besatte områder og Rusland.

Konflikten handler også om identitet, politisk loyalitet og konkurrencen mellem forskellige samfundsmodeller. Mens Rusland forsøger at bevare sit imperialistiske system gennem propaganda, assimilering og repression, vokser modstanden mod denne model både i de besatte områder og i Rusland.

Konflikten ud over territorierne

Idéen til denne artikel opstod, mens jeg lyttede til et interview med den britiske journalist og forfatter Peter Pomerantsev for den ukrainske medieplatform Ukraïner Q.

Artiklen bygger samtidig på personlige historier fra tre personer, som gennem de sidste tolv år har været aktive frivillige i InformNapalm. De har bidraget til omfattende indsamling af efterretninger om russiske militæranlæg og mistænkte krigsforbrydere.

De er forbundet af én afgørende omstændighed. Alle har ukrainsk oprindelse, men voksede op i Rusland og har russisk statsborgerskab. I nogle tilfælde var moderen eller faderen ukrainer. I andre tilfælde stammer den ukrainske baggrund fra bedsteforældre. De adskiller sig fra hinanden med hensyn til alder, erhverv og livserfaring, men forenes af en stærk vilje til at kæmpe for retfærdighed.

De valgte ikke symbolske enkeltmandsprotester. I stedet valgte de modstand indefra gennem efterretningsarbejde og støtte til Ukraine midt i et miljø præget af russisk propaganda og imperialistisk tænkning.

Netop disse historier førte til erkendelsen af, at krigen mellem Ukraine og Rusland ikke kun handler om territorier eller geopolitisk indflydelse. Den handler også om mennesker, identitet og retten til selv at afgøre, hvem man er uden for det imperialistiske tankesystem.

Der rettes også en særlig tak til Maksym Maiorov fra forskningscenteret for sikkerhedsstudier Prometheus for vigtige bidrag til teksten. Det er symbolsk, at han samtidig lyttede til det samme interview med Peter Pomerantsev, da han blev bedt om at gennemlæse artikeludkastet. Artiklen blev dermed et resultat af erfaringer og observationer fra mennesker, der på nært hold har set, hvordan det russiske imperialistiske system fungerer, og hvordan det gradvist begynder at svækkes.

Hvordan Ukraine kan nedbryde det russiske imperialistiske paradigme og vinde mennesker over på sin side

I interviewet beskrev Peter Pomerantsev kollektiv narcissisme som en af grundpillerne i det russiske samfund og den imperialistiske verdensforståelse. Dette ræsonnement stemmer godt overens med erfaringerne fra de postsovjetiske grænseområder i Ukraine.

Det gælder især Donbas og Krim. I 1990’erne og 2000’erne var disse regioner præget af mennesker med ukrainsk oprindelse, som havde mistet eller skjult deres identitet i forsøget på at tilpasse sig den russiske imperialistiske model. I Sevastopol fandtes der i 2010’erne næsten karikerede eksempler på mennesker, som forsøgte at fremstå mere russiske end russerne selv.

Det kom til udtryk i daglig tale, i det demonstrative imperialistiske historiesbillede, i dyrkelsen af sovjetiske militærsymboler og i måden, man talte om storhed og den russiske verden på.

Lignende processer fandt sted i Donbas, hvor forfatteren blev født og voksede op. Også dér fandtes overdrevne udtryk for russisk identitet. Det blev ofte kombineret med forestillingen om Moskva som centrum for magt, penge og social status. Mange rejste til Moskva for at tage midlertidigt arbejde i håb om økonomisk succes. Samtidig beskrev de samme mennesker Rusland som et samfund præget af jungleloven, hvor mennesker kunne arbejde en hel måned uden at få løn eller blive udsat for røveri og trusler fra lokale kriminelle grupper.

Her bliver det centrale paradoks tydeligt. Trods forsøg på at skjule deres ukrainske oprindelse, skifte sprog og assimilere sig blev mennesker fra Ukraine fortsat betragtet som “khokhly” og behandlet som andenrangsborgere i Rusland. Mennesker fra Østukraine og andre regioner kunne i mange år forsøge at blive en del af den russiske imperieidentitet uden nogensinde at blive opfattet som ligestillede med den titulære nation.

På den baggrund fremstod den russiske propagandas tale om “ét folk” allerede fra begyndelsen af aggressionen i 2014 som kunstig. Rusland har aldrig stræbt efter ligestilling eller broderskab. Målet var at opløse den ukrainske identitet for lettere at kunne sprede egne narrativer og påvirke menneskers tankegang i det land, Rusland samtidig førte krig imod.

Med tiden blev det tydeligt, at mange ukrainere, som forsøgte at tilpasse sig den russiske identitet, selv begyndte at blive formet af den imperialistiske tænkning. De blev produkter af det samme system og begyndte derefter at reproducere dets verdensbillede.

Der findes et udtryk om, at den værste herre er en tidligere slave. På samme måde bliver en af Kremls mest brutale imperialistiske tjenere ofte en person, som engang havde en anden oprindelse, men som fuldstændigt har accepteret den imperialistiske model. Det kan forklare, hvorfor russiske militærfolk, officerer og repræsentanter for sikkerhedsstrukturer så ofte har ukrainske efternavne eller biografiske forbindelser til Ukraine.

Et eksempel er den russiske krigsforbryder og nuværende generalmajor Sergej Atrosjtjenko, som blev født i Ovrutj i Zjytomyr oblast i Ukraine, flyttede til Rusland og opbyggede sin militære karriere dér. Han var en af de personer, som gav ordre til bombningen af dramateatret og fødeklinikken i Mariupol.

Efter uddannelse, karriere og social anerkendelse i Rusland begyndte sådanne mennesker at tjene Kremls interesser frem for deres egen oprindelse. I nogle tilfælde forsøgte de at vise større loyalitet over for Moskva end russerne selv. Det gælder ikke kun ukrainere, men også andre folk, som historisk har været undertrykt inden for det russiske imperiesystem.

Nu foregår en anden proces

Samtidig foregår der nu en anden udvikling. Jo tydeligere Ukraine viser militær, teknologisk, politisk og moralsk uafhængighed, desto flere mennesker inde i Rusland begynder at stille spørgsmål ved den imperialistiske verdensforståelse, som længe har domineret samfundet. Myten om russisk storhed begynder at miste sin kraft. Mennesker søger efter sandhed, mening, identitet og kontakt med deres virkelige oprindelse.

Nogle begynder at undersøge deres egen familiehistorie gennem arkiver, gamle dokumenter, fotografier og fortællinger fra ældre slægtninge for at forstå, hvor familiens historie ændrede sig eller mistede sine rødder. For nogle handler det om deportationer, lejre og tvangsforflyttelser. For andre handler det om frivillig migration til Rusland i håb om et bedre liv, som senere viste sig at være en fælde præget af assimilation og imperialistisk påvirkning.

Det er også en forklaring på, hvorfor Kreml i dag forsøger at begrænse adgangen til internettet, Telegram, uafhængige platforme og internationale digitale tjenester.

I 2025 vedtog Rusland en lov, som forbyder overførsel af genetisk information til udenlandske aktører inden for populationsgenetiske og immunologiske studier.

I praksis betyder det, at brugen af DNA-baserede slægtsforskningstjenester som MyHeritage og FamilyTreeDNA bliver kraftigt begrænset. Gennem sådanne tjenester har mennesker over hele verden kunnet få viden om deres oprindelse og finde biologiske slægtninge.

Når mennesker får kontakt med omverdenen og begynder at udforske deres egen historie, ændrer deres opfattelse af sig selv sig også. De begynder at genopdage deres rødder og skabe nye identiteter og forestillinger om fremtiden.

Det behøver ikke nødvendigvis føre til en ukrainsk identitet. For nogle handler processen om en tilbagevenden til regional identitet, små folkegrupper eller familiens egen historie. For Moskva udgør enhver alternativ identitet imidlertid en trussel, fordi imperiet bygger på, at mennesker fortsat ser sig selv som en del af den såkaldte store russiske civilisation.

Her opstår et strategisk mulighedsvindue for Ukraine, som indtil nu kun ganske få har forstået fuldt ud.

Forandringen af identitet inde i Rusland er stadig begrænset og fragmenteret. Ofte er den skjult selv for menneskene selv. Samtidig eksisterer den allerede. Den bliver bemærket af aktører, som arbejder direkte med det russiske samfund, heriblandt ukrainske specialtjenester, frivillige initiativer, frivillignetværk og OSINT-netværk som InformNapalm samt organisationer som forskningscenteret for sikkerhedsstudier Prometheus, der længe har arbejdet med etniske ukrainere og andre folk, som lever under undertrykkelse inde i Rusland.

Den ukrainske politiske nation

I de senere år er det blevet stadig tydeligere, at der i Rusland findes mennesker, som formelt har russisk statsborgerskab, men som ikke længere ønsker at identificere sig med den imperialistiske model. Nogle af dem er villige til ikke blot at sympatisere med Ukraine, men også aktivt at støtte landet trods risikoen for frihed, status og i nogle tilfælde livet selv.

Samtidig er Ukraine gradvist begyndt at nærme sig et andet princip for nationalt tilhørsforhold. Retten til at være en del af den ukrainske politiske nation kan ikke udelukkende afgøres gennem oprindelse eller statsborgerskab, men også gennem personligt valg, ansvar og handlinger.

Foreløbig handler det primært om enkeltstående historier og lokale initiativer. Samtidig er det muligt, at netop her formes en af Ukraines fremtidige strategier.

Det handler ikke om forestillingen om “den gode russer”. Et sådant synspunkt holder mennesket fast i det samme imperialistiske tankesæt. Det handler derimod om muligheden for at vende tilbage til sin oprindelse, forstå sandheden om sig selv og stræbe efter at blive en virkelig god ukrainer gennem eget valg, ansvar og tjeneste.

Her kan Ukraine for første gang i mange århundreder begynde at handle ikke som et objekt for imperialistisk politik, men som en uafhængig aktør, der skaber en ny tiltrækningskraft.

Kampen om menneskene

Rusland har i årtier trukket mennesker, viden, ressourcer, identitet og historie ud af Ukraine. Gennem russificering og assimilation har staten forsøgt at indlemme Ukraine i det imperialistiske system. I de senere år er denne politik udviklet til en reel demografisk krig mod Ukraine, hvor civilbefolkningen bliver dræbt, besatte områder afukrainiseres, og ukrainske unge tvinges til at forlade landet i jagten på sikkerhed i udlandet.

Målet er Ukraines fremtidige generationer. Børnene.

I 2023 udstedte Den Internationale Straffedomstol en arrestordre mod Vladimir Putin på grund af den ulovlige deportation af ukrainske børn til Rusland. Her forsøger staten at forvandle disse børn til mennesker uden egen hukommelse, egne rødder og egen identitet, som i fremtiden kan bruges i nye imperialistiske krige.

Putin gentager, at han er villig til at kæmpe til den sidste ukrainer. I praksis betyder hans idé om “ét folk” kun én ting. Dette folk skal blive russisk.

Kremls folkemordspolitik har allerede forårsaget katastrofale demografiske tab for Ukraine. Spørgsmålet om, hvordan disse tab skal kompenseres, er samtidig aktuelt og yderst smertefuldt for det ukrainske samfund. Fødselsraterne stiger ikke, og forestillinger om fremtidig indvandring fra Bangladesh er blevet endnu et skrækscenarie, som forstærkes gennem informationspsykologiske operationer.

Samtidig åbner der sig nu en mulighed for Ukraine for at vende udviklingen. Landet kan ophøre med at være en demografisk ressource for imperiet og i stedet blive et land, der tiltrækker mennesker, som er villige til at bryde med den imperialistiske fortid.

Ukraine kan gøre dette uden tvang, uden bortførelse af børn, uden omskolingslejre og uden etnisk had. I stedet kan landet vise livskraft, modstandsvilje og tro på fremtiden i kontrast til det forfaldende imperium. Det kan ske gennem opbygningen af et system, hvor mennesker gennem egne handlinger og eget ansvar kan fortjene retten til at blive en del af den ukrainske politiske nation.

Det gælder ikke kun etniske ukrainere i Rusland. Den imperialistiske model bygger på et stort antal undertrykte identiteter, fra små folkegrupper til mennesker, som ikke længere ønsker at leve i et system præget af løgn, frygt, hadkultur og permanent krig.

Ukraine kan dermed tilbyde en anden model. Ikke et erobringsimperium, men en politisk nation bygget på deltagelse og fælles ansvar. Derfor handler konflikten med Rusland ikke kun om territorier. Den handler om mennesker, identitet og om, hvilken civilisatorisk model der på længere sigt kommer til at dominere regionen.

Et strategisk vejvalg for Ukraine

Ukraine kan allerede nu have behov for at udvikle tydeligere og bredere integrationsmekanismer for mennesker, som er villige til at handle i Ukraines interesse. Det handler ikke om mennesker, som blot forventes at udtrykke anger, men om personer, der konkret er villige til at arbejde, tage risici, hjælpe, tjene og kæmpe for Ukraine samt knytte deres fremtid til landet.

Opfordringer alene vil ikke være nok. Det ukrainske samfund må gennemføre et omfattende forberedelsesarbejde for at kunne acceptere mennesker fra Rusland som fremtidige borgere. Det gælder både ukrainere, som ønsker at vende tilbage til deres etniske rødder, og mennesker, som ønsker at blive en del af den ukrainske politiske nation.

Samfundet er samtidig traumatiseret af krigen og præget af dybe interne konflikter omkring forskellige gruppers ulige bidrag til modstanden og den fremtidige sejr. På den baggrund opfattes spørgsmålet om at modtage mennesker fra fjendens side som særligt følsomt.

Det handler i sidste ende om samfundskontrakt og national konsensus samt udviklingen af en langsigtet strategi for tilbageførsel af menneskelig kapital. Hvis Ukraine ikke udvikler en samfundskontrakt med tidligere undersåtter fra Rusland med antiimperialistiske holdninger, kan landet i fremtiden blive nødt til at håndtere langt vanskeligere integrationsproblemer.

Der findes også mere konkrete problemer. Ukraines nuværende migrationspolitik fremstår på flere måder som kontraproduktiv. Et stort antal udenlandske veteraner, som har deltaget i Ukraines forsvar mod Rusland, har i flere år ventet på statsborgerskab. Samtidig findes der eksempler på deportationer, hvor mennesker er blevet udleveret direkte til fjenden.

Spørgsmålet handler i sidste ende om statens overlevelsesevne. Bureaukratiske hindringer må derfor reduceres for at skabe større muligheder for at inkludere mennesker fra andre lande i den ukrainske politiske nation. Etnisk tilhørsforhold kan være en faktor, men må ikke være det eneste kriterium.

I Ukraine findes desuden tusindvis af mennesker, som lever i blandede ægteskaber med russiske borgere, eller som har tilbragt store dele af deres liv i Ukraine, men som på grund af forældet lovgivning og bureaukratiske hindringer stadig ikke kan få ukrainsk statsborgerskab, trods deres bidrag til Ukraines forsvar og fremtidige sejr.

Når imperiet begynder at tabe

Stater i det 21. århundrede konkurrerer ikke længere kun om territorier. De konkurrerer om mennesker, kompetencer, motivation, identitet og forestillinger om fremtiden.

Hvis Ukraine formår at omdanne dele af imperiets menneskelige ressourcer til egen styrke, kan det blive en af de mest effektive måder at svække det russiske imperialistiske system indefra på.

Det handler ikke kun om droner, missiler eller internationalt økonomisk pres. Det handler om at underminere imperiets vigtigste fundament. Forestillingen om, at det er mere prestigefyldt, stærkere og mere fremtidsorienteret at være en del af Rusland end at være sig selv.

I lang tid har det russiske imperiesystem bygget sin tiltrækningskraft på forestillinger om styrke, historisk storhed og civilisatorisk overlegenhed. Denne selvforståelse har påvirket ikke kun mennesker inden for Rusland, men også dele af befolkningen i andre postsovjetiske samfund. Ukraines evne til at tilbyde en alternativ politisk og samfundsmæssig model bliver derfor også en strategisk faktor i konflikten.

Hvis mennesker begynder at opfatte Ukraine som et land med større frihed, stærkere samfundsmæssigt sammenhold og større respekt for menneskelig værdighed, risikerer den russiske imperiemodel gradvist at miste sin tiltrækningskraft. I en sådan situation svækkes ikke kun Ruslands politiske indflydelse, men også landets evne til at reproducere sin egen ideologiske fortælling.

Det gælder især mennesker, som historisk har levet mellem forskellige identiteter og kulturelle tilhørsforhold. For disse grupper kan Ukraines udvikling blive et alternativ til fortsat assimilation inden for det russiske system.

I dette perspektiv handler krigen ikke kun om frontlinjer, territorier eller militære ressourcer. Den handler også om, hvilken samfundsmodel mennesker frivilligt vælger at identificere sig med.

Det er i dette øjeblik, imperiet for alvor begynder at tabe.