Samtidig balancerer Seoul på en knivsæg i sit valg mellem Moskva og Kyiv. Med russisk støtte tilegner Nordkoreas hær sig systematisk erfaringer fra moderne krigsførelse. En dag kan denne viden blive brugt mod Sydkorea selv.

To nordkoreanske krigsfanger og den diplomatiske konflikt

Den 8. oktober rapporterede Reuters, at Sydkorea havde besluttet at hjemkalde sin ambassadør fra Ukraine. Baggrunden var en strid om, at overdragelsen af to nordkoreanske soldater var blevet offentliggjort. Soldaterne blev taget til fange af ukrainske styrker i Kursk-regionen i januar 2025.

Krigsfangerne blev overdraget til Sydkorea i midten af september 2026. Den 23. september offentliggjorde præsident Volodymyr Zelenskyj overdragelsen under sin tale til FN’s Generalforsamling. Seoul hævdede imidlertid, at den skulle have været holdt fortrolig, blandt andet af hensyn til risikoen for soldaterne og deres familier i Nordkorea. Ukraine afviste derimod, at der havde været en sådan aftale.

Derefter fulgte flere runder med diplomatiske kontakter. Seoul fandt ikke de ukrainske forklaringer tilfredsstillende, og konflikten kulminerede i beslutningen om at hjemkalde ambassadøren. Samtidig meddelte Sydkoreas udenrigsministerium, at landet var parat til at fortsætte forhandlingerne med Kyiv.

Det er uden tvivl vigtigt at beskytte krigsfangerne. Samtidig blotlægger striden et langt større problem mellem to lande, der har fælles sikkerhedsinteresser. Både Sydkorea og Ukraine har grund til at modvirke den militære styrkelse, Nordkorea opnår gennem samarbejdet med Rusland. Allerede i efteråret 2024 havde Sydkorea en enestående mulighed for at få praktisk indsigt i sin vigtigste militære modstanders hær.

Sydkorea overvejede militært samarbejde med Ukraine i 2024

Den 22. oktober 2024 rapporterede Yonhap, at Sydkoreas regering overvejede at sende militært personel og efterretningseksperter til Ukraine. Formålet var at undersøge de nordkoreanske enheders taktik, bevæbning og kampkapacitet. Det blev også drøftet, om de sydkoreanske specialister kunne deltage i afhøringer af nordkoreanske soldater, der eventuelt blev taget til fange.

For Seoul var dette en sjælden mulighed. I årtier havde den sydkoreanske efterretningstjeneste hovedsageligt undersøgt Nordkoreas hær på afstand ved hjælp af satellitbilleder, agentoplysninger, militærøvelser og vidneudsagn fra afhoppere. Nu var der mulighed for at undersøge, hvordan nordkoreanske enheder opererede i reel kamp mod en hær, der aktivt anvender FPV-droner, elektronisk krigsførelse, artilleri og moderne rekognosceringssystemer.

Samtidig åbnede Seoul for at genoverveje sin holdning til leverancer af dødbringende våben til Ukraine. I løbet af de følgende to år udviklede muligheden sig dog aldrig til et omfattende og offentligt bekræftet forsvarssamarbejde.

Sydkoreas nationale efterretningstjeneste, National Intelligence Service (NIS), samarbejdede ganske vist med ukrainske efterretnings- og sikkerhedstjenester om arbejdet med de nordkoreanske krigsfanger. Sydkorea ydede også Ukraine økonomisk og humanitær støtte samt ikke-dødbringende bistand. Der fandt derimod ingen direkte leverancer af dødbringende våben sted.

Dele af efterretningssamarbejdet kan være forblevet hemmelige. De offentligt tilgængelige oplysninger giver imidlertid ikke tilstrækkeligt grundlag for at konkludere, at Seoul fuldt ud har udnyttet de strategiske muligheder, som Nordkoreas deltagelse i krigen mod Ukraine har skabt.

InformNapalms arbejde med nordkoreanske soldater i Kursk-regionen

Allerede i december 2024 offentliggjorde InformNapalm en video, som organisationen havde modtaget fra ukrainske soldater. Den viste, hvordan droner kastede flyveblade på koreansk ned over nordkoreanske enheders stillinger i Kursk-regionen. Soldaterne blev opfordret til at overgive sig for at redde livet og fik samtidig tilbud om hjælp til at flytte til Sydkorea.

Budskabet handlede altså ikke kun om at få soldaterne til at ophøre med deres deltagelse i krigen. Det handlede også om muligheden for at begynde et nyt liv uden for Kim Jong-uns totalitære system.

Flyveblade opfordrede nordkoreanske soldater til at overgive sig

Kampagnen havde til formål at nå direkte ud til fjendens soldater. De havde i lang tid været udsat for statslig propaganda og vidste sandsynligvis kun lidt om, hvordan mennesker faktisk lever i Sydkorea. Indsatsen fik opmærksomhed i sydkoreanske medier, blandt andre Yonhap og News1TV.

InformNapalm understregede allerede dengang, at det var i Sydkoreas strategiske interesse at støtte Ukraine med våben. På den måde ville Nordkoreas militære kapacitet kunne begrænses langt fra Koreahalvøen. Der var også andre forsøg på at tilskynde nordkoreanske soldater til at lægge våbnene og vælge et fredeligt liv.

Den 3. december 2024 blev der eksempelvis offentliggjort en videobesked, hvor en sydkoreansk soldat på koreansk henvendte sig direkte til nordkoreanske soldater, der kæmpede på Ruslands side. Videoen havde ukrainske undertekster. Budskabet opfordrede soldaterne til selv at vælge at lægge våbnene, overleve og opnå den frihed, de hidtil havde været foruden.

InformNapalm opfordrede andre medier og informationskanaler til at sprede videoen og arbejdede for, at budskabet skulle nå soldaterne både via internettet og direkte på slagmarken.

De første nordkoreanske krigsfanger gav værdifulde oplysninger

Den 11. januar 2025 meddelte Ukraine, at to sårede nordkoreanske soldater var blevet taget til fange i Kursk-regionen. De var blevet tilfangetaget af operatører fra de ukrainske væbnede styrkers specialoperationsstyrker. Tilfangetagelsen åbnede nye muligheder for at indhente efterretninger direkte fra personer, der var blevet uddannet i Nordkoreas hær og havde deltaget i kampene.

I sine offentliggørelser fra januar tog InformNapalm også muligheden for at overdrage sådanne krigsfanger til Sydkorea op. Organisationen fremhævede samtidig deres værdi som efterretningskilder om Nordkoreas hær.

Et tydeligt eksempel er InformNapalms offentliggørelse fra den 20. januar 2025 om, hvordan de koreansksprogede flyveblade blev forbedret ved hjælp af oplysninger fra de første krigsfanger. De ukrainske soldater tilpassede både indholdet og den visuelle udformning på baggrund af det, de havde fået at vide.

Det handlede ikke længere kun om at sprede flyveblade. Oplysninger fra krigsfangerne blev brugt til at forbedre informationsarbejdet rettet mod nordkoreanske soldater. Der er ganske vist ingen dokumentation for, at netop flyvebladene fik enkelte soldater til at overgive sig, men kampagnen viste, hvilke muligheder der kunne udvikles yderligere med hjælp fra sydkoreanske specialister.

Seoul fik adgang til ukrainske soldaters unikke erfaringer, men det er stadig uklart, hvor godt Sydkorea har udnyttet dem. Dette er desuden kun en lille del af det materiale, InformNapalm har offentliggjort om nordkoreanske soldaters deltagelse i krigen mod Ukraine. I fællesskabets Telegram-arkiv findes flere dusin opslag om emnet. De kan blandt andet findes ved at søge på de ukrainske ord »КНДР« og »північнокорейські«.

Materialet omfatter unikke videoer fra Kursk-regionen, oplysninger om nordkoreanske soldaters deltagelse i kampene og dokumentation om krigsfanger. Den, der ønsker at gå mere i dybden med emnet, kan følge begivenhedernes udvikling kronologisk gennem arkivet.

Nordkoreas hær tilpasser sin taktik efter kampene i Kursk

De første måneder af de nordkoreanske troppers deltagelse i kampene var præget af store tab. Ukrainske soldater dokumenterede omfattende infanteriangreb, hvor nordkoreanske enheder rykkede frem i tætte grupper. Det gjorde dem særligt sårbare over for artilleribeskydning og angreb med FPV-droner.

Det ville imidlertid være en fejl at tro, at de nordkoreanske enheders uddannelsesniveau er det samme som ved deres første indsættelse. Oplysningerne om deres udvikling tyder tværtimod på, at Nordkorea lærer af kampene.

Nordkoreanske enheder lærer dronekrigsførelse og taktik med små kampgrupper

I marts 2025 rapporterede Yonhap med henvisning til NIS, at nordkoreanske soldater i Rusland allerede var under uddannelse i brugen af droner. Et andet illustrativt eksempel kommer fra en nordkoreansk krigsfange. Han fortalte det sydkoreanske parlamentsmedlem Yu Yong-won om russisk udstyr til dronebekæmpelse, og hvordan dets effektivitet ændrede sig, efterhånden som ukrainske droner blev tilpasset til at undgå modforanstaltningerne.

Den 9. april 2026 offentliggjorde den britiske tænketank Royal United Services Institute (RUSI) en analyse af John Hemmings. I analysen fremhævede Hemmings, hvordan nordkoreanske styrker var gået fra store infanteriformationer til mindre taktiske grupper. Han beskrev også, hvordan rekognosceringsdroner blev brugt til at korrigere artilleriilden, og hvordan erfaringerne fra Kursk-regionen blev indarbejdet i den militære uddannelse.

Udviklingen viser, at Nordkoreas deltagelse i krigen ikke kun handler om at forsyne Rusland med soldater. Den giver også Pyongyang mulighed for at tilpasse sin taktik på grundlag af erfaringer fra moderne krigsførelse.

Rusland bidrager til Nordkoreas udvikling af droneteknologi

Sideløbende udvikler Pyongyang sin egen droneindustri og uddyber det militærtekniske samarbejde med Rusland. Den 4. oktober 2026 rapporterede Reuters, at Moskva ifølge præsident Zelenskyjs vurdering havde overført teknologi til jetdrevne angrebsdroner til Nordkorea. Det nærmere omfang af sådanne teknologioverførsler skal dog bekræftes af uafhængige kilder.

Samlet set får Pyongyang adgang til kamperfaringer, som landets hær har manglet i flere årtier. Det handler ikke kun om angrebsoperationer, men også om at bekæmpe moderne droner, anvende elektronisk krigsførelse og gennemføre dronebaseret rekognoscering. Hertil kommer erfaringer med at koordinere forskellige våbensystemer i kamp.

Udviklingen er særligt bekymrende, fordi nordkoreanske specialoperationsstyrker deltager i krigen. Disse enheder uddannes traditionelt til infiltration bag fjendens linjer, sabotage og erobring af strategisk vigtige mål. I fremtiden kan de nyvundne erfaringer bruges mod Sydkorea, eksempelvis gennem droneangreb på militær infrastruktur eller som støtte til mindre angrebs- og sabotagegrupper.

Kursk-regionen er naturligvis ikke Koreahalvøen. Seoul råder over et moderne forsvar, avancerede overvågningssystemer og en forsvarsalliance med USA. Det ville derfor være forkert at gå ud fra, at Nordkoreas erfaringer fra kampene uden videre kan anvendes i en fremtidig krig på Koreahalvøen. Endnu farligere ville det være at ignorere, at modstanderen faktisk tilpasser sin taktik.

Brændstof transporteres fra sydkoreanske havne til Rusland

Samtidig med at Seoul markerer sin diplomatiske utilfredshed over for Ukraine, har en anden skandale rejst alvorlige spørgsmål om Sydkoreas egne handlinger. Den drejer sig om omfattende brændstoftransporter fra sydkoreanske havne til Rusland.

Den 6. oktober offentliggjorde den britiske avis The Guardian en undersøgelse baseret på havnedokumenter og skibssporingsdata. Undersøgelsen viste, at mere end 176.000 ton olieprodukter, hovedsageligt diesel, blev transporteret fra sydkoreanske havne til Rusland alene i juli og august 2026.

Tankskibe omfattet af sanktioner blev brugt til brændstoftransporter

Syv tankskibe gennemførte i alt 14 sejladser til det russiske Fjernøsten. Tre af skibene var omfattet af sanktioner fra vestlige lande.

Blandt dem var tankskibet Layla, som ved to lejligheder transporterede diesel fra Ulsan til Vladivostok. Leverancerne udgjorde tilsammen omkring 57.000 ton. Under en af sejladserne opgav skibet den japanske havn Niigata som destination, men fortsatte i virkeligheden til Rusland.

Der er også dokumenteret omlastning af brændstof mellem skibe i sydkoreansk farvand. Ifølge ukrainske vurderinger stod leverancer fra Sydkorea for omkring 31 procent af Ruslands brændstofimport i august.

Alt dette skete samtidig med, at Ukraine systematisk angreb russiske olieraffinaderier og anden infrastruktur til brændstofforsyning. Moskva forsøgte derfor at kompensere for den brændstofmangel, der opstod.

Det er en paradoksal situation. Ukrainske soldater risikerer livet for at sætte Ruslands brændstofforsyning ud af spil, samtidig med at store mængder brændstof når landet via sydkoreanske havne, blandt andet om bord på skibe, der er omfattet af sanktioner.

Sydkorea afviser beskyldninger om omgåelse af sanktioner

Seoul afviste beskyldningerne om at have lettet omgåelsen af sanktioner. Sydkoreanske myndigheder har understreget, at de pågældende olieprodukter ikke er omfattet af landets eksportrestriktioner. Myndighederne har også lovet at undersøge eventuelle overtrædelser.

De tilgængelige oplysninger beviser således ikke, at Sydkoreas regering bevidst har organiseret brændstofleverancer til Rusland. Derimod rejser de spørgsmål om, hvor effektiv kontrollen med sanktionerne er. De aktualiserer også spørgsmålet om det politiske ansvar for økonomiske transaktioner, der hjælper Rusland med at håndtere følgerne af Ukraines angreb.

På den baggrund fremstår Seouls beslutning om demonstrativt at fremstille sig selv som den forurettede part i forholdet til Ukraine som mildest talt selvmodsigende. Der er desuden et andet vigtigt aspekt. Rusland, som modtager brændstof fra sydkoreanske havne, er samtidig Nordkoreas vigtigste militære samarbejdspartner. Moskva anvender nordkoreansk ammunition og nordkoreanske soldater. Til gengæld får Pyongyang adgang til kamperfaringer, russisk teknologi og ressourcer.

Økonomiske transaktioner, der letter situationen for Rusland, bidrager dermed indirekte til at opretholde landets ressourcegrundlag. Samtidig er det netop Rusland, der hjælper med at styrke Sydkoreas vigtigste militære modstander. Er dette ikke en farlig strategisk modsætning mellem Sydkoreas økonomiske forbindelser og landets sikkerhedspolitiske interesser?

Sydkoreas valg mellem Moskva og Kyiv

Præsident Lee Jae-myungs regering bestræber sig på at genoptage dialogen med Pyongyang og mindske spændingerne på Koreahalvøen. Det kan heller ikke udelukkes, at Seoul overvejer at forbedre forholdet til Moskva i håb om at kunne drage fordel af Ruslands indflydelse på Kim Jong-un.

Der findes dog ingen offentlige beviser for, at sådanne overvejelser lå bag beslutningen om at hjemkalde ambassadøren eller Sydkoreas politik vedrørende leverancerne til Rusland. Men hvis en sådan strategi faktisk bliver drøftet, indebærer den åbenlyse risici. Et forsøg på at indgå en aftale med Kreml om at begrænse Nordkorea ville betyde, at Sydkorea sætter sin lid til en stat, der selv har en interesse i at styrke Pyongyang militært.

Historien har gang på gang vist, at indrømmelser over for aggressive regimer kan øge deres appetit snarere end dæmpe den, hvis de ikke kombineres med troværdig afskrækkelse. Sydkorea har imidlertid et andet alternativ. Landet kan uddybe det militærtekniske samarbejde og efterretningssamarbejdet med Ukraine, hvis forsvar allerede har bekæmpet nordkoreanske enheder direkte på slagmarken.

Ukraine har dermed erfaringer, som er særligt relevante for Sydkoreas sikkerhed. Det gælder blandt andet dronebekæmpelse, elektronisk krigsførelse, små angrebsgrupper og andre elementer af moderne krigsførelse. For Seoul kan disse erfaringer være mindst lige så betydningsfulde som traditionelt diplomati.

Foto fra Kursk-regionen. En erobret russisk militærradiostation af typen R-187-P1 »Azart«, som soldater fra Ukraines specialoperationsstyrker fandt ved siden af ligene af faldne nordkoreanske soldater. Eksklusivt materiale fra InformNapalm.

InformNapalms konklusioner om Syd- og Nordkoreas militære udvikling

Allerede i december 2024 gjorde InformNapalm opmærksom på de strategiske fordele, Sydkorea kunne opnå ved at yde Ukraine mere aktiv støtte. Efter at de første nordkoreanske soldater var blevet taget til fange, fremhævede vi også deres betydning som efterretningskilder. Næsten to år senere er argumenterne stadig aktuelle. Pyongyang har betalt en høj pris i form af store tab for sin deltagelse i krigen. Samtidig har landet fået mulighed for at afprøve sin hærs formåen i reel kamp. Dermed har Nordkorea kunnet tilpasse sin taktik og fremskynde udviklingen af militær teknologi.

Også Seoul har fået adgang til vigtige efterretninger og muligheder for samarbejde med Ukraine. De åbne kilder giver imidlertid ikke tilstrækkeligt grundlag for at konkludere, at Sydkorea har udnyttet disse muligheder fuldt ud.

I stedet for et uddybet samarbejde mod fælles trusler ser vi nu en diplomatisk konflikt om to krigsfanger. Samtidig er der opstået en skandale om brændstofleverancer til Rusland via sydkoreanske havne. Man kan diskutere diplomatisk protokol, fortrolighed og politiske forurettelser. Men der findes en strategisk virkelighed, som ikke kan ignoreres. Rusland og Nordkorea fortsætter med at uddybe deres militære samarbejde. Moskva får soldater og ammunition, mens Pyongyang får kamperfaring, teknologi og mulighed for at modernisere sin hær.

Samtidig risikerer Sydkorea at undervurdere, hvor meget tid modstanderen har fået til at forberede en ny militær aggression. For Seoul vil Kyiv kunne blive en langt mere pålidelig strategisk allieret mod en angriber end de løfter, Moskva afgiver bag lukkede døre. Om Seoul indser dette i tide, eller først kommer til at fortryde sit valg, når nordkoreanske soldater bruger deres nye kamperfaringer mod Sydkorea, står endnu tilbage at se.

Artiklen er skrevet af Roman Burko for InformNapalm.