Ruslands krig mod Ukraine er intet andet end uønsket kolonialisme

Der er en løbende debat blandt forskere og intellektuelle om, hvorvidt Ruslands magt over Ukraine kan betragtes som kolonialisme. Uanset hvad, så er Ruslands krig mod Ukraine intet andet end kolonial.

Alt i angribernes retorik og adfærd tyder på, at de ser deres såkaldte særlige militæroperation som at nedlægge et oprør startet af underordnede. Russerne mener, at de er kommet til Ukraine for at hævde deres ret som et legitimt bedre folk.

Ifølge Moskva er alle ukrainske ejendomme sovjetisk arv

Russerne gentager konstant argumentet om, at al fast ejendom i Ukraine er sovjetisk arv. I deres øjne kan Sovjetunionen sidestilles med Rusland, som derfor vender tilbage for at kræve sine aktiver tilbage. Russerne føler sig derfor berettiget til at ødelægge eller genopbygge frugterne af den historiske sovjetiske arv. Desuden trækker de nye grænser efter behag. Hvad de underordnede angår, er de gået deres egne veje og forladt herrefolket. Derfor anses det for, at ukrainerne behandlede den ejendom, der var betroet dem, skødesløst. Og nu er det derfor tid til at genoprette ro og orden.

Derudover anser russerne sig for at være overlegne i forhold til ukrainerne, som bliver straffet, voldtaget, omskolet og deporteret. Alligevel er Den Internationale Straffedomstols arrestordre på Putin kommet som et lyn fra en klar himmel for dem. Det på trods af, at Rusland har gennemført deportationer af ukrainske børn, hvilket anses for folkedrab. Samtidig er bevidsthedens svingninger, fra behovet for at iagttage formel anstændighed til direkte plyndring, overraskende nemme og hurtige.

Lighed med den anden russisk-tjetjenske krig

Dette blev også bemærket under den anden russisk-tjetjenske krig. Da russerne erklærede Tjetjenien for en separatistisk region, der var brudt fri fra Rusland, opstod der analogier til en slags Donetsk- eller Luhansk-republik. Men bag det uafhængige Tjetjenien (Itjkerien) var der ingen accelerator som i de såkaldte folkerepublikker i det østlige Ukraine. I sine forbindelser med Moskva udviste Tjetjenien både materiel og formel handlefrihed.

Valget af præsident Maskhadov i Itjkerien i 1997 fandt sted med deltagelse af OSCE-observatører. Sekretæren for det russiske sikkerhedsråd og russiske embedsmænd deltog også i indvielsen. Itjkerien førte direkte bilaterale forhandlinger og indgik traktater med Rusland. Itjkeriske embedsmænd aflagde officielle besøg i russiske byer. I de russiske medier blev Maskhadov omtalt som præsidenten, og generelt blev Itjkeriens suverænitet betragtet, hvis ikke de jure, så i det mindste de facto.

Men efter starten af krigen mod Itjkerien ændrede holdningen til landet sig straks. Dets ledere og embedsmænd blev pludselig betragtet som ulovlige og blev set som separatister. På et øjeblik ophørte Itjkerien med at være en selvstændig stat. Endelig begyndte selve republikkens navn og dens symboler at blive sidestillet med terrorisme.

Russiske tropper forvandlede Groznyj til murbrokker, ligesom med Mariupol i 2022. Russiske nyheder viste ruiner med den simple forklaring “dette er på grund af krigen”. Samtidig blev der vist velgørenhedsshows, hvor flygtninge blev placeret i teltlejre og fik mad fra feltkøkkener.

Russerne lovede at genopbygge Groznyj. Putin gav ordre til at tage sig af tjetjenske børn. Man mente, at uden Rusland, selvfølgelig, var der ingen chance for en normal uddannelse.

Russisk kolonialisme virkede i Kaukasus

Russisk kolonialisme fungerede godt i Kaukasus, hvor russerne ødelagde alt og derefter genopbyggede alt. De omskolede også lokalbefolkningen. Tjetjenere, der gjorde modstand, blev dræbt. Ingen højlydte protester fulgte, der var stille international konsensus. Så hvorfor ikke gøre det samme med Ukraine? Men i Ukraines tilfælde var der en forskel i sidste ende. Det internationale svar på krigen mod Ukraine blev af russerne opfattet som en ceremoniel indblanding i Ruslands indre anliggender.

Rusland elsker at jonglere med ordet suverænitet

Moskva bruger gerne ordet suverænitet og hævder, at indblanding i suveræne staters anliggender er uacceptabel. Faktisk henviser russerne til verdens modstand mod landets støtte til ukrainske separatister, mens russerne nægter dem alle suveræne rettigheder.

Den multipolære verden, som russerne advokerer for, er kolonimagternes verden med deres umistelige ret til kolonier. Man spørger sig selv, om den arabiske og afrikanske verden, så inspireret af Ruslands anti-vestlige patos, reflekterer over dette?

Uønsket russisk kolonialisme

Og i øvrigt, hvad tænker araberne om, at russerne åbenlyst begrundede deres ret til en krig mod Ukraine med sagen om USA’s angreb på Irak. Det betyder, at Rusland ser ukrainere som irakere, mod hvem man kan gøre hvad man vil ustraffet, hvis man er den rigtige suveræne stat. Russerne bliver irriterede, når de bliver nægtet retten til at efterligne det “drilske Vesten”. I den russiske rettighedslogik er der ingen forståelse for irakernes eller ukrainernes rolle. Disse mennesker er trods alt en slags ejendom, en præmie til vinderen af det geopolitiske spil. Moskva tror ikke på undersåtters handlekraft og kapacitet.

Ukraines stærke modstand i kampen mod russisk aggression sammen med storstilet international støtte er trods alt ikke kun held. Ukrainere er et meget ihærdige mennesker, der aktivt samarbejder for international støtte. De er forenede, viljestærke og vil aldrig give op. Desuden er det ukrainske folk forenet mod ugunstige “initiativ til forsoning” fra nogle partnere. Derfor burde russerne hellere være vrede på ukrainerne (i stedet for den vestlige koalition), som formåede at handle noget anderledes end irakere og tjetjenere.

Af Maksym Maiorov.

Yderligere artikler af InformNapalm

Distribution og genoptryk med henvisning til kilden er velkommen! Creative Commons – Attribution 4.0 International – CC BY 4.0. Følg os på Facebook og Twitter. Læs mere om hvordan Du støtter InformNapalm.