Foto: Et medlem af den selvudråbte Luhansk Folkerepublik (LNR) og dets enheder parkerer en kampvogn, den 3. oktober 2015 efter at ha bragt den længere væk fra frontlinjen udenfor byen Luhansk, Ukraine. REUTERS / Alexander Ermochenko
Hvis nogen havde forsøgt at rapportere om «tysk-bakkede kræfter» i Nazi-besatte Frankrig eller «pro-sovjetiske kræfter» under Pragkrisen ville journalisten have været afvist som enten håbløst misinformeret og dybt uærlig. Mens lokale samarbejdspartnere og praktiske eufemismer var mange i begge tilfælde var der aldrig tvivl om hvem der egentlig havde kontrol. Denne sunde fornuft synes at være tabt i Ukraine, hvor internationale medier har spillet en central rolle i at skabe den tvetydighed, der har gjort Ruslands hybridkrig vellykket.
Medier forsigtige om Ruslands rolle i konflikten
Hvorfor har medier været så forsigtige med Ruslands rolle i konflikten? Det er ikke på grund af manglende beviser. Bevis for russisk engagement har været overvældende siden begyndelsen af kampene i det østlige Ukraine. Næsten alle af de første ledere af udbryderrepublikkerne var russiske statsborgere. Internationale journalister har selv bevidnet konvojer fulde med russiske våben der passerer grænsen og også interviewet russiske officerer i konfliktområdet. I mellemtiden har pro-russiske journalister i Ukraine selv tilspidset faktum gennem at sende billeder af udstyr tilgængelig kun for Ruslands hær.
Det har blevet produceret overbevisende dokumentation på russiske artilleriangreb (over grænsen fra Rusland) på ukrainske positioner, mens selfies af russiske tropper i Ukraine er blevet opladet. Der har været tilfælde hvor hele grupper af russiske tropper blevet tilfangetagne dybt i kampzonen i Ukraine. Kreml har afvist dette, og hævdet, at de blot kommet på «afveje».
MH17-episoden er et helt kapitel for sig. Sofistikerede luftforsvar-systemer er ikke bare fordelt over internationale grænser til individuelle konfliktområder.
Så er der spørgsmålet om russiske «frivillige turister», en broget flok af russiske soldater der arbejder sammen med veteraner, lejesoldater, højreorienterede fanatikere, og kriminelle aflejringer. Galionsfigurer af disse soldater har gentagne gange sat det samlede antal til halvtreds tusind mand. Dette er en svimlende tal, når man bliver mindet om hvor tidligt den oprørske «plakatdrengen» Ihor «Strelkov» Girkin erkendte at han havde kæmpet for at rekruttere tusind Donbass-beboere under spidsen af kampene i maj 2014.
Der viser sig her et billede af en kunstig opstand inspireret af Kremls agenter, med hjælp af Ruslands hær og ledet fra Moskva. Ikke desto mindre fortsætter internationale nyhedskanaler at sikre sine indsatser. Mange rapporterer om «pro-russiske styrker», selvom dette betyder russiske statsborgere. Sværvægtere som BBC og Canadas CBC anerkender den russiske faktor, men henviser også til en «ukrainsk borgerkrig».
Der er mange grunde til hvorfor media er blevet kastreret i sit valg af formulering. En vigtig faktor er forpligtelsen til objektivitet der markerer vestlig journalistik, i hvert fald i teorien. Ambitionen at afspejle «begge sider af historien» er mesterligt udnyttet af Kreml, der har formået at flytte den midterste måde gennem at kræve indførelse av sine egne rapporter. Et klassisk eksempel på dette har været skildringen af Ukraines folkelige opstande mod et autoritært regime som en CIA-ledet fascistisk kup.
Når man står med sådanne påfaldende forskellige historier kan det ikke være nogen meningsfuld balance. I stedet kan journalister enten lave en egen vurdering eller forblive strengt neutrale. De fleste har valgt den sidstnævnte. At have gjort ellers ville have betydet at opgive de centrale etiske forpligtelser af moderne journalistik. Derfor har de ved at undgå at gøre konklusioner af sund fornuft, givet Kreml en uvurderlig service.
Internationale medier har også taget sin vejledning fra politikkens arena. Ruslands manglende engagement kræver ingen nærmere forklaring, imidlertid skal Ukraine acceptere en del af ansvaret. Kiev har nægtet at officielt anerkende en tilstand af krig og har valgt at skildre konflikten som en anti-terroristoperation. Der er en række juridiske og strategiske argumenter for dette, ikke mindst et ønske om at holde internationale finansieringskanaler åbne og samtidig ikke gi Kreml muligheden at lancere en omfattende militær invasion. Ikke desto mindre har dette skabt yderligere forvirring.
Årsagerne til tilbageholdenhed fra visse internationale politiske ledere er vanskeligere at forstå. Nogle har talt åbent om en russisk militær aggression, mens andre har søgt sikkerhed gennem generelle henvisninger til «russisk deltagelse». Dette mens de opfordrer begge parter til at indstille fjendtlighederne. Måske de håber at holde Ruslands mulighed for en tilbagetrækning åben og dermed undgå en omfattende militær konfrontation med Kreml.
Det betyder ikke at der ikke har været nogen fremskridt. I begyndelsen af konflikten valgte mange medier at beskrive kampene som et ukrainsk internt anliggende. Dette med udtryk som «ukrainske oprørere» og «anti-Kievseparatister». Disse udtryk er blevet gradvist erstattet af «Rusland-støttede kræfter» og «pro-russiske kræfter». Det amerikanske udenrigsministerium forsøgte i foråret 2015 gå et skridt videre ved at indføre begrebet «kombinerede russisk-separatistiske kræfter». Dette teknisk korrekt, men lidt ubehagelige udtryk har undladt at ændre opfattelser. Det stiller spørgsmål i stedet for at giver klarhed: Bidrager Rusland kun med et par militære rådgivere? Hvilke er de relative andelene af disse kombinerede kræfter? Udenforstående observatører kan komme til den konklusion, at Ruslands engagement er alt andet end afgørende.
I lyset af udfordringerne til Ruslands hybridstrategi for internationale konflikter, må omverdenen indføre et nyt leksikon. Begrebet russisk hybridkrigsførelse har været almindeligt i de seneste to og et halvt år, men alligevel har ikke denne form for terminologi blevet oversat til at præcist skildre hvad Rusland gør i det østlige Ukraine. En ny måde at beskrive Ruslands militære enheder i det østlige Ukraine kunne være «russiske hybridstyrker». Dette ville markere Ruslands overordnede ansvar og samtidig anerkende at de kræfterne blandes i sammensætningen og adskiller sig fra konventionelle væbnede styrker. Ligeledes, det som er nævnt til «kris i Ukraine» eller «konflikt i Ukraine» ville mere præcist beskrives som en «russisk hybridkrig».
Det har længe været fremført at pennen er mægtigere end sværdet, og det har aldrig været mere end sandt i informationsalderen. Internationale medier har spillet en vigtig rolle i Ruslands hybridkrig mod Ukraine. Det kan nu hjælpe til at vende denne ved at vedtage en terminologi, der præcist forklarer virkeligheden bag blodsudgydelserne.
Peter Dickinson er udgivere af aviserne Business Ukraine og Lviv Today, dertil redaktør på The Odessa Review. Han var tidligere redaktør af Ukraine Today og What’s on Kyiv.
Kilde: Det Nordatlantiske Råd
