
InformNapalm fortsætter offentliggørelsen af materiale fra cyberoperationen OpsHackRussia’sDay (#OHRD) i samarbejde med eksperter fra analysegruppen Militant Intelligence (INTMIL), herunder nye oplysninger om det ungarske firma Milspace Kft.
Operationen er rettet mod et omfattende netværk af russiske virksomheder med tilknytning til landets militærindustrielle kompleks. Det indsamlede materiale omfatter blandt andet intern korrespondance i virksomheden samt kontakt til udenlandske aktører, herunder flere fra NATO-lande. Dokumentationen viser, hvordan strukturerede metoder anvendes til at omgå internationale sanktionssystemer.
OpsHackRussia’sDay og sanktionsbrud
Aktiviteterne er uforenelige med EU’s og NATO’s sanktionsstrategier. Ruslands forsvarsevne opretholdes gennem fortsat adgang til tekniske komponenter og militært samarbejde, mens sikkerhedsarkitekturen i både EU og NATO undergraves.
Den 25. juli 2025 blev en tidligere sag offentliggjort som del af operationen. Den vedrørte et møde mellem Indiens militærattaché i Moskva, Sunil Kumar, og det slovakiske statsejede selskab Letecké opravovne Trenčín (LOTN). Analysen af sagen pågår fortsat, og yderligere tiltag fra slovakisk side forventes.
Sanktionsomgåelse og Milspace Kft
Det pågældende dokument er en del af materialet, der er indsamlet under operationen, og viser, hvordan det ungarske firma Milspace Kft fungerer som en central aktør i en konstruktion, der omgår sanktionerne mod Ruslands forsvarsindustri.
I et brev til det mexicanske firma Personas y Paquetes Por Aire, S.A. de C.V. præsenterer Milspace en logistikløsning, som udtrykkeligt er tilpasset med henblik på at undgå gældende sanktionsregler. Firmaet erkender, at ”russiske fabrikker som designbureauet M. L. Milya (Mil) er sanktioneret på grund af krigen i Ukraine”, og at ”samarbejde ikke kan finde sted direkte”. Herefter foreslås en alternativ fremgangsmåde efter følgende struktur:
- Milspace Kft fungerer som formel underleverandør
- Reparationer udføres på en fabrik i Kasakhstan, der har licens fra M. L. Milya
- Reservedele sendes fra Moskva via det russiske firma Mi-INTER Ltd
- Alle aktiviteter koordineres med designbureauet M. L. Milya og det statsejede selskab Russian Helicopters, der begge er en del af den russiske forsvarskoncern Rostec
Hvis journalister eller andre interessenter anmoder herom, kan InformNapalm udlevere originaldokumentet uden vandmærke, forudsat at der henvises til denne publikation.
Milspace Kft og den ungarske regerings udenrigspolitiske holdning
Milspace Kft er registreret som et privat selskab i Ungarn under selskabsformen Kft (korlátolt felelősségű társaság), hvilket svarer til et dansk anpartsselskab. På trods af dette er det usandsynligt, at en virksomhed med militærteknisk profil kan operere uden statslige myndigheders viden eller koordinering, særligt i et NATO-land.
Hvis firmaet har adgang til dokumentation fra designbureauet ved helikopterfabrikken i Moskva, opkaldt efter M. L. Milya, samarbejder med fabrikker i Kasakhstan og håndterer logistikken for reservedele fra Moskva, kan det indikere enten uformel støtte fra den ungarske stat eller en passiv holdning fra Viktor Orbáns regering til aktiviteterne i Ungarns forsvarsindustri til fordel for Rusland.
Viktor Orbáns regering har gentagne gange modarbejdet beslutningstagning om sanktioner i EU. Den har også blokeret militær støtte til Ukraine inden for rammerne af både NATO og EU. Milspace Kft’s aktiviteter illustrerer en udenrigspolitisk linje, der strider mod EU’s og NATO’s fælles strategi.
Konsekvenser og trusler mod systemet
På trods af Ungarns medlemskab af både EU og NATO viser dokumentationen, at virksomheder i landet i praksis bidrager til at underminere sanktioner og levere teknisk støtte til Rusland. Dette indebærer alvorlige konsekvenser for EU’s og NATO’s samlede sanktionsstrategi.
Sådanne aktiviteter underminerer den internationale sanktionspolitik og bidrager direkte til at styrke Ruslands krigsevne.
Det angivne beløb i dokumentet, 92.000 amerikanske dollars, dækker kun én af mange tilsvarende konstruktioner. Det anses for sandsynligt, at der eksisterer flere hundrede lignende tilfælde. Hvis den ungarske regering og andre EU-lande vælger at handle, er der mulighed for at kortlægge, afsløre og standse disse strukturer. Den aktuelle sag viser en velkendt model, hvor Kasakhstan fungerer som mellemled. En tilsvarende metode blev tidligere dokumenteret i forbindelse med vedligeholdelsen af Su-30SM-kampfly, hvor komponenter fra Thales og Safran indgik.
Yderligere undersøgelser af disse netværk anbefales både til journalister og beslutningstagere i EU og NATO. Målet bør være at forhindre yderligere omgåelse af de systemer, der skal beskytte Europas sikkerhedsstruktur.
Næste skridt i operationen
Yderligere afsløringer om udenlandske virksomheder, der bevidst bistår Rusland med at omgå sanktioner, vil blive offentliggjort som led i cyberoperationen OpsHackRussia’sDay. De kommende afsnit vil fokusere på firmaer med hjemsted i andre NATO-lande.
Virksomheder og regeringer, der overvejer samarbejde med Rusland i forsvarssektoren, opfordres til at undlade dette for at undgå medansvar. Erfaringen viser, at følsomme dokumenter lækkes fra russisk side. Dette er bekræftet i tidligere offentliggørelser i regi af OpsHackRussia’sDay samt i afsløringen BaumankaLeaks 2, som vedrører en forsvarskontrakt mellem Rusland og Indien om luftforsvarssystemet S-400.
Flere opdateringer vil blive offentliggjort løbende.
Læs andre artikler fra InformNapalm
- Lækket e-mailmateriale fra Ruslands viceforsvarsminister Pavel Fradkov
- CyberStorm-256 og InformNapalm blokerer leverancer af sanktioneret militærudstyr til Rusland via Indien
- Ruslands maritime strategier og cyberangreb mod det 243. militærkontor
Distribution og genoptryk med henvisning til kilden er velkommen! Creative Commons – Attribution 4.0 International – CC BY 4.0. Følg os på Facebook og Twitter.
InformNapalm modtager ingen økonomisk støtte fra nogen regering eller sponsor. Organisationens eneste støtter er individuelle frivillige og læsere. Man kan også støtte InformNapalm ved at give månedlige minidonationer via Buymeacoffee.










